Neurologiske undersøgelser kan nu bekræfte, at mennesker over 61 år har akkumuleret al tilgængelig viden i universet. ”Det overrasker mig ikke,” udtaler 62-årigt menneske.

Astronomi, biokemi og den helt rigtige frakke til de kolde vintermåneder.

Hvis du ikke ved alt, hvad der er at vide om disse ting, så er du formentlig under 61 år. Det viser sig nemlig, at mennesker, der har opnået denne alder, ikke bare er godt oplyste om stjerner, planter og frakker – de ved alt.

”Mennesker over 61 år har i løbet af deres liv samlet al den viden, som det er muligt at have, så de ved bogstavelig talt alt: Lige fra, hvordan man bedst bygger en Storebæltsbro, til hvilken uddannelse det er smartest at tage,” forklarer neuroforsker Frank Dinesen, der har undersøgt flere hundrede midaldrende menneskers hjerner for nøjagtigt at kunne bestemme, hvornår deres viden ikke kan blive større.

”Det ser ud til, at man når et mætningspunkt omtrent en måned efter sin 61-års fødselsdag. Derefter er det umuligt at optage mere viden, fordi der faktisk ikke findes mere,” fortæller neuroforskeren.

Ikke noget chok for mig
Frank Dinesens forskerhold var selv meget overraskede over deres resultater, men forsøgspersonerne tager det mere roligt.

”Det kom ikke som noget chok for mig, for jeg havde haft mine anelser i mange år,” siger Arne Steffensen, som er 62 og arbejder som bankdirektør på Fyn. Han har i længere tid opereret med en forestilling om, at han ved mere end de fleste og kan give råd om langt det meste.

”Men nu er det så bekræftet, at jeg ved alt. Det giver klart nogle fordele til familiefester og den slags, for så kan jeg sige noget klogt til enhver borddame og samtidig vide, at jeg har ret,” fortæller Arne Steffensen.

Unge vil ikke have forskningen ud
Heller ikke Ulla Thornhøj, som lige er fyldt 61, har nogensinde tvivlet på sin store viden.

”Jeg kan da godt se, at jeg ved mere og bedre end mine børn, men nu kan jeg endelig bakke det op med videnskabelige undersøgelser,” fortæller hun og nævner huskøb, jobvalg og børneopdragelse som sine primære indsatsområder i forhold til sønnen på 33 og datteren på 29.

Frank Dinesen regner med at udgive sine forskningsresultater i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Neurology Today, men har allerede nu modtaget adskillige opfordringer fra unge mennesker, der ikke ønsker resultaterne ud i offentligheden.