Nyhedsafhængighed er et omfattende, men overset problem, mener både Center for Rusmiddelforskning og en ny støtteorganisation for misbrugerne. Nu lover socialminister Karen Hækkerup (S) en handleplan for at komme problemerne til livs.

Asbjørn Lund sniger sig langs muren. Den 24-årige jurastuderende ligner en skygge af sig selv. Han kigger sig nervøst omkring, før han går ind af en dør. Han skal til gruppeterapi i selvhjælpsgruppen for nyhedsafhængige, men ingen må vide det.

Ifølge rusmiddelforsker Claus Østergaard fra Center for Rusmiddelforskning i Aarhus er Asbjørn langt fra den eneste unge dansker, der langsomt er i gang med at ødelægge sit liv på grund af sin nyhedsafhængighed.

“Nyhedsjunkierne er en overset befolkningsgruppe, og der er alarmerende mange,” udtaler han.

“Det er derfor, vi nu råber vagt i gevær, for det er på høje tid, at samfundet får øjnene op for problemet.”

Nedbryder hjerneceller og ødelægger kvalitetsfornemmelsen
I sidste måned stiftede Claus Østergaard, sammen med både behandlere og misbrugere, en støtteorganisation for nyhedsafhængige. Asbjørn Lund er blandt medstifterne, og han håber meget, at omverdenen snart får øjnene op for de uoverskuelige problemer, han og mange andre er endt i:

“Hvis jeg ikke får en ny dosis nyheder flere gange hver time, får jeg stærke abstinenser, og nogle gange er jeg simpelthen nødt til at styrte ind til en frisør for at bladre i Ude og Hjemme bare for at mildne symptomerne en smule,” fortæller Asbjørn, der beskriver abstinenserne som en afmægtig følelse af isolation og kontroltab.

Ifølge undersøgelser udført af Center for Rusmiddelforskning har Asbjørns afhængighed voldsomme konsekvenser. Den nedbryder hjernecellerne, fordi man ikke er bevidst om kvaliteten af de nyheder, man forbruger. Og over tid ødelægges kvalitetsfornemmelsen, så man for eksempel tror, at TV 2 NEWS leverer velresearchet og dybdeborende journalistik.

Nyhedsforbud ikke realistisk her og nu
Socialminister Karen Hækkerup er dybt foruroliget over, at så mange danskere er nyhedsafhængige. Hun har ikke tidligere været opmærksom på problemets omfang, men erkender, at der er behov for en gennemgribende indsats.

“Jeg har allerede nu nedsat en gruppe under ministeriets indsatsområde ‘Udsatte Voksne’, som er i gang med at udfærdige en handleplan,” udtaler socialministeren, der gerne så et totalforbud mod nyheder, men erkender, at det ikke er muligt her og nu.

“Det er meget vanskeligt, for der er nyhedspushere overalt, og fordi konkurrencen er så hård, fortynder de varerne med alt muligt skidt, men afhængigheden gør misbrugerne så desperate, at de tager hvad som helst,” siger hun.

Claus Østergaard håber, at et totalforbud snart vil kunne blive en realitet:

“Nyhedspushernes metoder er kyniske og udspekulerede. I starten var det forholdsvis nemt at begrænse sin nyhedsafhængighed. Men i dag er der jo masser, som forærer misbrugerne nyheder ganske gratis, og når de så er hooked, er de modtagelige for hvad som helst uden tanke for den skade, de påfører deres dømmekraft.”

Navnet Asbjørn Lund er opdigtet af hensyn til den nyhedsafhængiges anonymitet. RokokoPosten er bekendt med hans rigtige navn.