Et mennesketomt fantomtog, der nægter at dø, er i ekstremt få tilfælde blevet set på danske jernbaner. Det ustoppelige tog æder sig gennem skattekroner i et uhyggeligt tempo.

Det var en mørk og stormfuld februaraften, da Berit Jørgensen fra Arden syd for Aalborg var ude at lufte familiens hund. Nær en jernbaneoverskæring så Berit noget, som rystede hende i hendes grundvold.

“Det første, jeg lagde mærke til, var en infernalsk larm og en forfærdelig stank af dårligt ingeniørarbejde og spildte offentlige midler, der kom fra jernbanens retning,” siger hun.

Da fænomenet kom nærmere, kunne Berit se, at larmen og lugten stammede fra en grotesk og dårligt designet parodi på et tog, der menneskeforladt og uhyggelig langsomt kørte forbi.

“Det var helt tydeligt, at der var tale om et tog, som burde være afgået ved døden for mange år siden. Alligevel formåede det stadig på unaturlig vis at hærge danske jernbaner. Det var meget, meget skræmmende,” fortæller en tydeligt rystet Berit Jørgensen.

Skabt af gale italienske videnskabsmænd
Ifølge vedholdende rygter er toget skabt af afsindige ingeniører og videnskabsmænd i et italiensk laboratorium. Efter sigende er toget resultatet af et forfængeligt forsøg på at skabe et funktionsdygtigt transportmiddel, som gik forfærdelig galt. Parapsykolog og zombietogspotter Ingolf Bjerggard fortæller:

“Disse forrykte italienere har skamløst forbrudt sig mod naturens orden ved ikke at holde sig til fremstilling af modetøj og korrupte politikere. Det er de tragiske konsekvenser af den hybris, som vi nu ser på danske skinner. Desværre tyder alt på, at zombietoget vil kunne fortsætte sin unaturlige eksistens i al evighed,” siger han, men fremhæver som et enkelt lyspunkt, at toget heldigvis kun hærger på meget korte strækninger og uden passagerer.

DSB’s presseafdeling afviser at lade sig interviewe om sagen, men skriver i en mail til RokokoPosten, at der efter deres mening ikke er nogen grund til panik, fordi risikoen for nogensinde at opleve zombietog på danske jernbaner er helt ekstremt lille.