Selvom der er finanskrise, ungdomsarbejdsløshed og opstand i Mellemøsten, er det vigtigt at fokusere på de alvorlige problemer. RokokoPosten bringer derfor et læserbrev, som redaktionen har modtaget fra den pensionerede overlæge, Konstantin Tarp-Lüdow, hvis liv er hans største udfordring.

Vi i Gentofte Kommune stikker ikke op for bollemælk!

De forgangne uger har med stor beklagelse budt på oplevelser, der ingenlunde har gjort mit liv lettere. Først måtte mine naboer og jeg sande, at en flok badutspringere ikke blot vil ombygge, men forvandle en bevaringsværdig villa i kategori fem til et vederstyggeligt fremmedlegeme i mørkt træ. Et radikalt stilbrud helt i strid med de lokales æstetiske sensibilitet.

Nuvel – der er gudskelov indgivet en klage til Kommunalbestyrelsen. Det finder vi os ikke i – tværtom.

Efter denne misere har jeg erkendt, at jeg må forberede mig på det værste. Skulle Kommunalbestyrelsen tage en beslutning, der ikke falder ud til fordel for os, der bor helt tæt på dette mulige fremmedlegeme, kan det få dødsensalvorlige konsekvenser for vores helbred.

Ak ja, derfor måtte jeg tage turen til doktoren og bede om en recept på blodtryksregulerende medicin. Jeg har endogså købt nye briller med øget styrke, da jeg allerede nu kan mærke, at det potentielle fremmedlegemes vederstyggelighed vil få det til at svie noget så grusomt i mine øjne.

Hvad bliver det næste: Stisystemer, betonbyggeri og tunneller?! Tak spids, nu må jeg da virkelig bede om mine himmelblå!

Al denne ravage har krævet konstant pleje, og jeg takker mine franske forbindelser for at bringe mig en tiltrængt flaske Dom Perignon på hele tre liter. Noget skal man jo have at styrke sig på efter sådan en oplevelse. Men bedst som mit blodtryk igen var tåleligt, sker der noget endnu værre, som jeg er dybt pikeret over.

Som den miljøbevidste borger, jeg er, afleverer jeg troligt mine tomme flasker i den udmærkede genbrugsstation for enden af min vej. Til min store forskrækkelse opdager jeg, at det ikke lader sig gøre at få flasken fra min franske forbindelse ind i hullet.

Diameteren er ganske enkelt for lille til, at det kan lade sig gøre. Jeg er dybt frustreret og på sammenbruddets rand!

Et ungt menneske går forbi og ser tydeligvis min frustration, som han griner af. Sådan en skarnsknægt! Havde min alder ikke været imod mig, havde jeg givet ham en ørefigen i dølgsmål.

På trods af mit hårde liv, der efterlader mig mødig og trist til mode, finder jeg dog trøst i mine naboer. Sammen skal vi nok få sat en stopper for både fremmedlegemet og de unge baryler. I første omgang vil jeg dog bruge al min tid på at klage til kommunen over den utilstrækkelige diameter på genbrugsstationen.

Og jeg ved, at jeg taler på både mine og mine naboers vegne, når jeg siger: Tag jer i agt – vi i Gentofte Kommune stikker ikke op for bollemælk!

Konstantin Tarp-Lüdow, pensioneret overlæge, Onsgårdsvej, Hellerup.