“Det er din skyld, at far og mor ikke elsker hinanden længere,” har Charlotte og Henrik sagt til deres 7-årige søn Magnus. Dermed er han den eneste grund til, at forældrene nu skal skilles.

Først var de et nyforelsket kærestepar, der gik lange romantiske ture langs strandkanten og dyrkede lidenskabelig sex. Siden blev de et kærligt og intimt ægtepar, der fik det bedste frem i hinanden.

Så fik de Magnus, og i dag væmmes både Charlotte og Henrik Toft ved tanken om at skulle tilbringe bare en enkelt time sammen.

“Jeg kan utvetydigt sige, at vores søn er grunden til vores skilsmisse. Ikke forstået sådan, at vi ikke elsker ham – det er vi jo biologisk disponeret til – men at hans eksistens har ødelagt det dybe bånd, vi havde før,” forklarer Charlotte, der for tre måneder siden tog konsekvensen af det ulykkelige samliv og flyttede fra Henrik.

De to er nu formelt separeret og forventer en hurtig og smertefri skilsmisse.

Seksuel afvisning på grund af Lalandia
“Vi fortalte Magnus, hvordan tingene hang sammen, og at vores brud dybest set var hans skyld: Den groteske søvnmangel i de første mange måneder efter hans fødsel, det konstante og trættende fokus på amning, bleskift og pottetræning, den endeløse gråd, fraværet af et bare nogenlunde hæderligt sexliv… Det blev ganske enkelt for meget,” konstaterer Henrik.

Han besluttede sig endeligt for at gå fra Charlotte, da hun afviste ham seksuelt, fordi hun skulle undersøge mulige børnerabatter i forbindelse med et 3-dages ophold i Lalandia.

Magnus selv udtaler til RokokoPosten, at han beundrer forældrenes ærlighed, men forventer fuld økonomisk kompensation for eventuelle psykologsamtaler i løbet af sit voksenliv.