Foto: Tomasz Sienicki, Wikimedia Commons

Foto: Tomasz Sienicki, Wikimedia Commons

Den bro, som forbinder verden med Nordjylland, blev onsdag aften beskadiget ved en påsejling. Nu frygter resten af verden for, om den kan klare sig fremover.

En Berlinmur af vand adskiller nu verden fra det nordjyske fastland. En Berlinmur kaldet Limfjorden.

Det er konsekvensen af en dramatisk påsejling af den bro, som hidtil har sørget for, at verden kunne modtage livsvigtige forsyninger fra den verdensdel, som de lokale kærligt betegner som “nordenfjords”.

En omvendt Titanic
Store skarer forsamlede sig spontant på Aalborgsiden af fjorden kort efter ulykken onsdag aften. Her spejdede de sørgmodigt mod lysene fra Nørresundby, der blinkede lokkende på den anden side af fjordens mørke, martskolde vand.

“Det er slet ikke til at forstå, at det er så tæt på, men alligevel så utrolig langt fra,” siger 36-årige Peder Blaubjerg, der beskriver påsejlingen som en “omvendt Titanic”.

“Dengang var det skibet, der stødte på grund, og passagererne, der blev fanget i havet. Det er det samme her bortset fra, at det nu er alle os uden for Nordjylland, som katastrofen rammer,” forklarer han.

At påsejlingen er en katastrofe, er der ingen tvivl om. Flere eksperter har allerede forklaret, at verden næppe kan klare sig ret længe uden stabile nordjyske forsyninger af kritiske råstoffer som grus, sten, ler, kalk, moler og tørv.

Og det er ikke kun de vigtige råstoffer, som verden er blevet afskåret fra. Kulturen er også hårdt ramt.

Frygter livet uden Hausgaard
En kvinde med våde og desperate øjne henvender sig til RokokoPostens udsendte.

“Kan du forestille dig en verden uden Niels Hausgaard? Kan du?!” spørger hun med skælvende stemme.

Det er den 52-årige Katrine Jeppesen, som fortæller, at hun onsdag aften skulle have hørt den lune og sindige vendelbo. Men sangeren står fanget på den nordjyske side af fjorden, hvor hans tog brat måtte standse ved den beskadigede bro. Selvom Katrine Jeppesen via telefon forsøgte at få ham til at spille “Først en halv time på den ene side”, gør afstanden og blæsten det umuligt at høre de underfundige toner fra troubadourens guitar.

Flere kilder fortæller uafhængigt af hinanden, at der for øjeblikket bliver arrangeret akut krisehjælp for medlemmer af hovedstadens kulturelle og økonomiske elite, der nu frygter en sommer uden så meget som en dråbe Moët & Chandon på Restaurant Hyttefadet i Skagen.