En langvarig strid mellem København og Brøndby blev torsdag eftermiddag afgjort. Det skete, da en gruppe professionelle fodboldspillere endegyldigt påviste, at københavnerne er de bedste mennesker.

Stemningen var høj på det stadion, hvor en gruppe professionelle boldspillere fra Brøndby tabte til et hold fra København.

Johan Fjordager fra Østerbro fulgte dysten, og han er begejstret for afgørelsen.

“Fuck, hvor er vi seje. Og det er vildt, så dårlige dem fra Brøndby er. Tænk at bo i en by, hvor man end ikke har en bestyrelse i sin sportsklub, der kan ansætte sportsfolk fra resten af landet og verden til at vinde over dem fra vores klub.”

For ikke alene er københavnerne de bedste; de har også vundet retten til at håne dem fra Brøndby.

“Ha ha, hvor er de dårlige, mens vi er virkelig gode,” jubler Johan Fjordager.

Forsker: Sport kan afgøre menneskeværd, når de rigtige vinder
Ph.d. i urban sportskomparatisme ved Københavns Universitet, Jakob Elgaard, bekræfter, at boldspil siger overraskende meget om menneskelig kvalitet.

“Min forskning har entydigt påvist, at fodbold er en utrolig effektiv måde at fastslå menneskeværd på. Medmindre de dårliges hold vinder ufortjent, er det altid de bedste menneskers hold, som vinder,” forklarer han og fortsætter:

“Lålåååååå lålålå, lållåååååå lålålå! Vi er de bedste!”

RokokoPosten har forsøgt også at finde en akademisk ekspert fra Brøndby, der kunne kommentere på boldspillets udfald, men forgæves.

Men ikke alle var tilfredse med afsløringen af over- og underlegenhed. Umiddelbart efter kampen forsøgte en gruppe utilfredse brøndbyborgere, der opholdt sig på Gothersgade, at afmontere København som by og dermed neutralisere fremtidig konkurrence.

Desværre for vestegnsbeboerne viste det forsøg sig lige så skuffende som resultatet i det vigtige boldspil.