Nyheden om, at mange danskere bagtaler deres kolleger, har fået en gruppe internetaktivister til at gå sammen om at kræve Facebooks funktionalitet ændret, så det ikke længere er muligt at tale grimt om andre bag deres ryg. Aktivisterne får opbakning fra socialminister Mette Frederiksen (S).

Det er alt for let at bagtale hinanden på Facebook. Det mener en gruppe internetaktivister, der har fundet sammen i en lukket Facebook-gruppe for at diskutere bagtalerelaterede problemer i det populære sociale netværk.

Det er især muligheden for at oprette lister, så man kan dele med en mindre del af Facebook-vennerne, som møder kritik i gruppen.

“Så kan man jo være Facebook-venner med en, som måske skriver en hel masse, man aldrig får mulighed for at se, fordi han eller hun kun deler det med nogle særligt udvalgte,” skriver den lukkede Facebook-gruppes stifter, Ane Mikkelsen, i beskrivelsen af gruppen.

Til RokokoPosten forklarer Ane, at listefunktionen er meget uheldig, fordi den ligefrem opfordrer til eksklusion og bagtalelse.

“Hvad skulle man bruge en liste til, hvis det ikke var for at holde nogen udenfor?” spørger hun retorisk.

Videndeling og sparring
Aktivisterne, der primært er kvinder, bruger den lukkede Facebook-gruppe til videndeling og sparring.

“Her den anden dag skrev Birgit (det fulde navn er slettet af redaktionen, red.) en masse totalt modbydeligt om Jane (det fulde navn er slettet af redaktionen, red.). Men jeg spurgte Jane til det, og hun kunne slet ikke se det, fordi Birgit åbenbart har lavet en liste, så hun kan holde Jane udenfor,” skriver Mette Søderstrøm på Facebook-gruppens væg.

“Det er bare ikke i orden,” sparrer Karen Jensen – et andet medlem af gruppen.

“Det skal sådan en gemen sæk ikke slippe godt fra!”

Væggen er fyldt med den slags vidnesbyrd om, at der på Facebook tales grimt bag ryggen på folk, og derfor besluttede medlemmerne sig til at invitere socialminister Mette Frederiksen (S) indenfor i håb om, at hun så ville tage affære.

Alle har lov at være med!
Socialminister Mette Frederiksen er chokeret over den tone, der bruges i bagtaleriet på Facebook.

“Det kan være langt mere ødelæggende for den enkelte at blive bagtalt på Facebook, hvor hele ens netværk er samlet, end på arbejdspladsen. Så det her er bestemt meget alvorligt, og jeg er allerede i gang med at skrive et personligt brev til Mark Zuckerberg, hvor jeg kræver øjeblikkelig handling, så vi kan få sat en stopper for det her,” udtaler Mette Frederiksen.

Hun mener, det er vigtigt, at ingen holdes udenfor, hvis Facebook skal være et trygt sted at færdes.

“Man har det jo ikke godt, hvis man går og tænker, at ‘de andre snakker nok om en masse spændende, som jeg ikke må være med til at høre om’ eller ligefrem er bange for, at man bliver bagtalt. Derfor skal Facebooks funktionalitet ændres. På Facebook har alle lov at være med, og hvis der er noget, man ikke vil dele med alle, så må man helt lade være med at dele det med nogen!”