Udsøgt triste industriprodukter af middelmådig kvalitet tilberedt af uhygiejnisk og depressivt personale. Sådan vil Restaurant Bar Grill genopdage burgerens sjæl og autenticitet.

“Du kan vel kalde det en dogmeburger,” forklarer køkkenchef og ejer af Bar Grill, Pierre Beaumont, mens han stolt fremviser en let branket sesambolle fra Kohberg med en grålig, præfabrikeret bøf og icebergsalat i midten.

Burgeren kan man købe på den nyåbnede Bar Grill i Studiestræde i København. Og et hurtigt kig rundt i den fyldte restaurant afslører, at det er der mange fra hovedstadens gastronomiske og kulturelle elite, som gør.

Bar Grill er den nyeste i rækken af burgerbarer, der er åbnet i København de seneste år. Men til forskel fra flertallet, som satser på økologiske råvarer, Kobe-kød og hjemmebagte boller, har Pierre Beaumont valgt at gå i en helt anden retning og i stedet fokusere på halvfabrikata og rigelige mængder Thousand Island.

Fik åbenbaring på Monarch
Pierre Beaumont stammer oprindeligt fra Provence, blev udlært som kok på spanske elBulli og har i en årrække også stået i køkkenet hos NOMA. Men nu har Beaumont valgt at udleve sin drøm ved at starte en restaurant stærkt inspireret af dansk fastfood fra 1980’erne.

“Dansk grillmad fra den periode er simpelthen magnifique,” siger Pierre, der opdagede den autentiske danske burger på en restaurant ved navn Monarch, som, han forklarer, ligger “nær motorvej E45 i Jylland, tæt på Vejle”.

Pierre betegner oplevelsen som en gastronomisk åbenbaring og har siden da drømt om at genskabe den autentiske burger i sin egen restaurant.

Samtidig er han harm over, hvordan et overdrevet fokus på økologisk kød og hjemmebagte boller har ødelagt burgerens autenticitet.

“Det er som om, alle har glemt, at burgeren er et råt produkt, der skal smage af arbejderklasse, billigt kød, desperation og alt for meget dressing. Derfor har jeg sat mig for at genopdage burgerens sjæl.”

Indretning modelleret efter cafeteria i Ikast Hallen
For at sikre en autentisk stemning er interiøret i Restaurant Bar Grill indrettet som en perfekt kopi af Ikast Hallens cafeteria anno 1984. Og helt i tråd med danske burgertraditioner tilberedes burgerne af personale med en udpræget mangel på personlig hygiejne og kærlighed til råvarer.

Den dag, RokokoPosten besøgte restauranten, bestod køkkenpersonalet af en livstræt elev fra niende klasse med skæl og en hidsig ældre kvinde med antydningen af et overskæg.

Og det er ikke kun burgerne, som Pierre stræber efter at gøre autentiske. Der er også kræset for tilbehøret.

“Vores pomfritter er også helt særlige. I stedet for at skære økologiske kartofler i hånden får vi dem leveret frosne fra et firma ved navn Flensted. Herefter bliver de stegt i daggammel friture, men kun indtil de er pænt slatne. Og uanset, hvor travlt vi har, så serverer vi dem aldrig, før de er nedkølet til stuetemperatur.”

En af Pierres burgere koster omtrent 1200 kroner, men så medfølger der også ketchup og remoulade i en lille plasticbakke samt et ekstra brev salt.