“Vores sociallov har klare mangler, når et betydeligt antal borgere ikke helt har opnået det med deres liv, som de gerne ville,” udtaler Enhedslisten i forbindelse med en undersøgelse af danskernes tilfredshed med livet.

Niels Adam Andersen ville gerne have fuldført jurastudiet og med tiden måske specialiseret sig i menneskerettigheder og international lovgivning. Men efter et år på Københavns Universitet blev han skoletræt og endte i stedet ad forskellige omveje som shippingchef for en større dansk eksportvirksomhed.

“Jeg er såmænd glad for mit job, der giver mig mulighed for at rejse, og kollegerne er også søde for ikke at tale om lønnen, der bestemt ligger i den gode ende. Men engang imellem kan jeg da fortryde, at jeg ikke holdt ved studierne dengang,” fortæller Niels Adam, der for nylig deltog i en undersøgelse, der skulle kortlægge danskernes tilfredshed med livet.

En femtedel er somme tider skuffede
Her viste det sig, at lidt over 20 % af og til følte sig skuffede over tilværelsen, ofte på grund af uventede problemer, forkerte beslutninger eller manglende evne til at handle målrettet.

“Det er helt uacceptabelt. Regeringen må tage sit ansvar alvorligt, når det handler om borgernes lette til moderate skuffelser i livet,” siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun foreslår derfor, at regeringen udvider den nuværende dagpengeret med tre års såkaldt støtte til udvikling af trivsel, som man til enhver tid kan benytte sig af, hvis man er medlem af en a-kasse.

Grim lejlighed har strukturelle rødder
“Måske kan man ikke finde arbejde i den del af landet, hvor man bor; måske er man havnet i et parforhold med mange opslidende skænderier; eller måske oplever man, at alle ens venner har en pænere lejlighed, end man selv har,” uddyber folketingsmedlem Frank Aaen (Ø), der mener, at langt de fleste af den slags problemer ikke er selvforskyldte, men har rod i større strukturelle uretfærdigheder.

“Niels Adam Andersen ved det ikke selv, men hvis ikke Shell og Cosan var gået ind i et joint venture og dermed havde skabt endnu et kæmpe energikonglomerat, havde han formentlig haft en advokatstilling i FN i dag,” mener Frank Aaen.