Brevkassen: Sådan snører du dine snørebånd

Denne uge hjælper RokokoPostens livsstilsredaktør læserne med et par af dagligdagens gåder: Snøring af snørebånd, let gang på gågade og aftørring af borde.

Foråret er over os, og det betyder forhøjet aktivitet både ude og inde. De nye sneakers skal på, så man kan shoppe forårstøj i det gode vejr, og når man kommer hjem, venter forårsrengøringen.

Men hvordan er det lige, man bedst snører sine nye sko? Hvordan er det smartest at gå, når man er ude at shoppe – og sidst, men ikke mindst: Hvordan tørrer man genstridige borde af uden at ødelægge hverken bord eller karklud?

Den helt rigtige knude
Først skal du i dine smarte nye retrosneakers med både velcrolukning og snørebånd, der skal sidde helt rigtigt.

Her skal du følge godt med: Først binder du en såkaldt kællingeknude. Dernæst laver du en løkke med det ene snørebånd: Højre snørebånd, hvis du er højrehåndet, og vice versa. Det andet snørebånd føres rundt om løkken og dernæst ind mellem løkken og sig selv, så det danner endnu en løkke. De to løkker strammes, og enderne lægges fladt ned.

Og nu til gangen: Sædvanligvis siger man, at den ene fod skal sættes foran den anden i en jævn, beslutsom og kontinuerlig bevægelse. Det er bedst at stramme bagdelen, mens du går, da du derved træner din ballemuskulatur og belaster knæene mindst muligt. Kig eventuelt på andre gående for inspiration.

Tør bordet af uden skader
Til rengøringen skal du have fat i en karklud. RokokoPostens forbrugerpanel anbefaler dem fra Føtex eller SuperBest, da de har den bedste sugeevne og dejlige, friske farver.

Dernæst gør du karkluden våd, traditionelt med vand, og tilføjer måske lidt rengøringsmiddel uden parfume, parabener eller tilsætningsstoffer.

Når det kommer til foldning af karkluden, er der delte meninger på området: Du kan enten folde 2 eller 3 gange, hvorefter kluden føres i zigzagbevægelser hen over den støvede bordplade. Pas på, at bordets hjørner ikke borer sig ind i din mave. Når du ikke kan se mere støv, er du færdig.

Værsgo, så er du godt rustet til årstidens udfordringer!