Det lykkedes i nat en 61-årig mand fra Sorø at redde det meste af sin samling modeltog fra den brand, hvor hans hustru desværre omkom.

Klokken 22.51 i går aftes indløb der en melding til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi om brand i et hus i det nordlige Sorø.

Politi og brandvæsen nåede frem 23.01 og kunne konstatere brand i husets tagkonstruktion og på første sal, hvor en 58-årig kvinde omkom i flammerne. Foran det brændende hus fandt politiet hendes 61-årige mand i morgenkåbe. Ved hans fødder lå et tæppe med et større antal modeltog.

Ikke tid til at redde konen
“Da vi nåede frem, kunne vi høre skrig fra første sal. Imens fortsatte tiltalte med at bære tog udenfor, som han omhyggeligt placerede på tæppet,” oplyser kriminalkommissær Steen Nygaard fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den 61-årige mands forsvarer, Torben Dencker, forklarer, at hans klient var i en tilstand af panik.

“Han stod ifølge ham selv over for en svær beslutning: Der var ikke tid til at redde både tog og hustru. Men i modsætning til hustruen bliver modeltogene mere værd med alderen og giver ham altid glæde, siger han. Det er ud fra disse overvejelser, at min klient traf sit valg,” oplyser advokaten.

Ingen togmesse foreløbig
Ifølge politiet er manden kendt i lokalområdet som indehaver af den største samling af både jernbanetog, lokomotiver og rullende materiel på Sydsjælland.

Torben Dencker kan ydermere oplyse, at hans klient er stærkt påvirket af situationen.

“Han har udtrykt dyb bekymring over det, der er sket. Det går ham meget på, at han ikke kan deltage i Dansk Spormesse (større togmesse, red.) til sommer. Desuden er han også optaget af, hvad der nu vil ske med den lokale modeljernbaneklub, som han har været med til at stifte for over 20 år siden.”