Mange indvandrere gider ikke se film, der foregår uden for Storkøbenhavn. De forstår ikke sproget og kan ikke identificere sig med problemstillingerne.
Meget få nydanskere har lyst til at se film, der foregår på steder i Danmark, der ligger uden for S-togenes rækkevidde. Billetsalget taler sit tydelige sprog: Mindre end to procent af de solgte billetter til film hensat til provinsmiljøer bliver solgt til indvandrere.
RokokoPosten har talt med den 24-årige Samara Norouzi, der bor på Vesterbro og læser jura på fjerde år. Selvom hun har prøvet at give provinsfilm en chance, må hun erkende, at det ikke nytter.
“Jeg så faktisk Nils Malmros’ ‘Drenge’, men den var simpelthen et nummer for eksotisk. Deres mærkelige udgave af dansk er uforståelig, og hvad sker der for, at de går og tisser på hinanden derovre?” spørger Samara retorisk og forklarer, at hendes indtryk af film fra provinsen ikke blev bedre efter at have set knap otte minutter af “Min søsters børn vælter Nordjylland”.
Fribilletter til “Babettes gæstebud” på Blågårds Plads
Martin Bergholm er filmdistributør for Nordisk Film, og han forklarer, at man fra filmbranchens side erkender problemet og arbejder på at få flere indvandrere til at se film, der er indspillet i byer uden S-togstationer.
“Vi har blandt andet uddelt fribilletter til en festlig kavalkade af danske provinsfilm til en gruppe unge indvandrere omkring Blågårds Plads; de kan nu glæde sig til ‘Babettes gæstebud’, ‘Kunsten at græde i kor’ og flere andre klassikere,” forklarer han og fortsætter:
“Når de unge indvandrere oplever provinslivets mange komplekse nuancer og ser, hvordan folk dér også kan have et rigt sjæleliv og interessante eksistentielle kriser, er jeg sikker på, at de vil opdage, at folk fra provinsen – under det fremmedartede tøj og de underlige måder at tale på – udgør et vigtigt bidrag til Danmarks mangfoldighed og variation,” slutter han.
