Efter at flere præster har hævdet, at den kristne gud handlede gennem Anders Breivik, står Vorherre nu frem og benægter ethvert medansvar.

Gud er ikke sur. Gud er rasende. Det er han, fordi flere præster har påstået, at han bærer et medansvar for Anders Breiviks massakre på Utøya, som Gud angiveligt skulle bruge til at demonstrere mishag med manglende tro. Derfor brød han fredag eftermiddag flere tusind års tavshed ved en pressekonference, som han havde indkaldt til i Vartov-bygningen i det indre København.

Breivik ikke en af apokalypsens ryttere
“Prøv at høre: Hvis en af apokalypsens fire ryttere kommer farende ned fra himlen i en ildvogn og høster sjæle til højre og venstre, o.k., ja, så er det nok mig,” siger han og fortsætter.

“Men at jeg skulle være så fesen at kommunikere gennem en steroidpumpet tabernørd, som bor hos sin mor og tror, han er den vestlige verdens frelser, fordi han kan skyde ubevæbnede unge på en ø iført iPod og dykkerdragt… Tror I, at han, der egenhændigt udslettede Sodoma og Gomorra med en sky af svovl og sendte ti mægtige plager over Egypten, slet ikke har nogen guddommelig værdighed tilbage?” raser Gud.

“Det her er simpelthen så langt under mit niveau. Selv når jeg laver mindre sympatiske ting som syndfloder og den slags, må man dog anerkende, at jeg formår at give mine aktioner patos og schwung,” erklærer han.

Vil revidere kommunikationsstrategi
Efter de uheldige udmeldinger fra præsterne overvejer Gud nu at foretage en omstrukturering af, hvordan kommunikationen foregår i den globale organisation, som han officielt står i spidsen for.

“Et af de uheldige aspekter ved en organisation, der er så stor som min, er, at der er meget langt fra top til bund. Det virker, som om en meget stor del af mellemlederne simpelthen ikke ved, hvad virksomhedens overordnede plan er,” siger Gud og anerkender, at han nok også bærer en del af ansvaret, da han har været borte fra den daglige ledelse i tusinder af år og kun i begrænset omfang udsender konkrete retningslinjer til de mange mellemledere.

“Jeg ved ikke præcis hvordan, men fremover vil jeg ændre en del på, hvad de præster kan sige i mit navn. Indtil da kan jeg garantere, at hvis man ser en taber med automatvåben i stedet for flammesværd, skal man nok ikke satse på, at jeg har en finger med i spillet,” slutter han.