Få dage inden Danmarks første kamp mod Holland har flere af nøglespillerne på det danske landshold meldt afbud på grund af skader. Træner Morten Olsen er desperat og inviterer nu til en åben casting for at finde afløsere, der kan vinde guld i Polen og Ukraine.

Alle roliganer var glade, da Danmark kvalificerede sig til EM. Så kom lodtrækningen, hvor vi endte i den værst tænkelige pulje med Holland, Portugal og Tyskland. Det kunne næsten ikke blive værre – og dog. For kort før kampen mod Holland har flere nøglespillere meldt afbud. Derfor skal en åben casting i Vedbæk holde drømmen om EM-guld i live.

Alle slags mænd er velkomne
Landstræneren ser en smule sammenbidt ud – og med god grund. Flere spillere har meldt afbud. Landsholdets kronprins, Christian Eriksen, døjer for eksempel med maveonde, og ingen kan få kontakt til Nicklas Bendtner. Og Morten Olsen har kun tre dage til at finde nye spillere.

“Han viser gode takter, ham her,” brummer landstræneren, mens han betragter en mand løbe rundt på træningsanlægget i Vedbæk, hvor castingen er i gang.

Omkring 100 danske mænd i alle aldre er mødt op i håbet om at blive udtaget til landsholdet og spille mod verdensstjerner som Miroslav Klose og Cristiano Ronaldo.

Drømmen lever
En af dem er Torsten Jansson på 41 fra Bjæverskov. Til daglig er Torsten blikkenslager, men da han hørte om den åbne casting, besluttede han sig for at tage chancen og forfølge drengedrømmen om at blive professionel fodboldspiller.

“Det er sgu aldrig for sent, så jeg håber at kunne imponere med mine indlæg,” pruster Torsten og sparker ved en fejl bolden ud over banden.

Torsten har altid drømt om at blive professionel fodboldspiller, men han kan også godt lide øl, så det er aldrig blevet til mere end serie 4, der ifølge Torsten er “den fjerdebedste division”.

Olsen: Alt andet end konservativ
Landstræner Morten Olsen er ofte blevet beskyldt for at være for konservativ og ikke satse nok på hverken nye strategier eller spillere. Derfor håber han også, at den åbne casting kan være med til at vise ham fra en ny og mere visionær side.

“Jeg er ærgerlig over de mange afbud. På den anden side er det en god og anderledes mulighed for at finde nye talenter,” forklarer landstræneren. Adspurgt om, hvorfor han ikke bare bruger de mange reservespillere, der tilmed er professionelle, ryster han på hovedet.

“Det kunne jeg vælge at gøre, men mange af dem er simpelthen for unge og grønne. Hvorfor ikke tage chancen med nogle mere erfarne herrer? Jeg tror, vores chancer for en pokal er lige så gode med dem, vi caster her, som de er med Bendtner, Romme (Dennis Rommedahl, red.) og de andre. Det handler om at tro på det,” lyder det fra landstræneren.