Stik imod eksperternes forventninger meddeler Apple nu, at man er klar til at lancere en ny version af Amalie Szigethy.

I starten af året svirrede der rygter om, at Apple var i gang med at udvikle en version 2 af den populære Amalie Szigethy. De blev dog aldrig bekræftet, og fra hovedkontoret i Silicon Valley lød det, at årets satsning var den nye iPad 3.

Det var derfor en stor overraskelse, at Apple sent fredag aften, dansk tid, bekendtgjorde, at Amalie Szigethy 2 forventes klar til lancering på det internationale marked i løbet af juli måned.

Det er endnu uvist, hvilke nye features vi kan forvente, men Stephen Pantano, der også var med til at udvikle første version, afslører over for RokokoPosten, at AS-2 byder på dugfrisk funktionalitet såvel som forbedringer af features, vi allerede kender fra AS-1.

“Vi har rettet en del småfejl i talesyntesen, forbedret interfacet, så det bliver endnu nemmere at synkronisere indhold med andre medlemmer af Apple-familien – og så har Amalie Szigethy 2 sin helt egen Wordfeud-ordbog,” fortæller Pantano.

Den nye Amalie Szigethy lanceres først i USA og Japan, og Apple forventer, at den rammer det danske marked i begyndelsen af august. Forhandlerne forventer, at prisen kommer til at ligge på omkring 1800 kroner.