Moderedaktør indrømmer ansvar efter, at Kye Ellingtons højre arm faldt af på en shoppingtur. I alt for lang tid havde Ellington båret sin taske på en trendy måde mellem under- og overarm i stedet for at holde den normalt.

Den 21-årige britiske model, Kye Ellington, var ude at shoppe ved 17-tiden i går eftermiddag, da hendes højre arm pludselig rev sig løs fra skulderen og faldt ned på gulvet i en skoforretning i London. Hægtet fast til den afrevne kropsdel var en dyr Birkin-taske fra modehuset Hermès, der havde siddet mellem Kyes over- og underarm stort set hele dagen.

“Det ene øjeblik går hun omkring helt normalt uden at klage over smerter, og i det næste ligger armen på gulvet mellem alle Jimmy Choo-skoene,” fortæller Ellingtons forfærdede veninde, Jenna Auvignon, der så ulykken finde sted.

Promoveret hjernedød bæremetode
Selvom det er højst usædvanligt, at en ung kvinde pludselig mister sin arm, er Anna Wintour, chefredaktør for det amerikanske modemagasin Vogue, ikke i tvivl om grunden:

“Vi må erkende, at vi i for lang tid har promoveret en virkelig hjernedød måde at bære tasker på,” udtaler Wintour om den farlige trend med at sætte hanken i det bøjede led mellem over- og underarm. Gennem årene har utallige modeller og kendisser brugt denne metode til at fremvise deres “it”-tasker (meget eftertragtede tasker, der ofte er opkaldt efter berømte stilikoner, red.) og dyrt erhvervede indkøbsposer.

Ifølge læger og knogleeksperter er dette dog formentlig den mest åndssvage måde at bære noget som helst på.

“Smid tasken over skulderen, eller hold hanken i hånden; det andet er simpelthen for lamt,” lyder det irettesættende fra professor i symbolsk ortopædi, dr. med. Julius Hamfer, der har set flere eksempler på ødelagte knogler i forbindelse med uhensigtsmæssigt bårne tasker.

Richard III-syndromet
Hamfer tilføjer, at risikoen for varige skader på skelettet øges, hvis kvinden samtidig har en tendens til at stå foroverbøjet med skuldrene skudt frem og hænderne i siden, som man ser det hos mange modeller. Denne kropsholdning er kendt som Richard III-syndromet, fordi den ofte ledsages af et mut ansigtsudtryk og kan føre til udvikling af en mindre pukkel.

Han anbefaler derfor, at modebevidste kvinder, der endnu har deres arme, gode humør og lodrette rygrad i behold, overvejer at udskifte deres tasker med rygsække på permanent basis. Her er Kye Ellingtons veninde dog skeptisk.

“Selvom jeg er skræmt over, hvad der skete med Kye, ved jeg ikke, om jeg pludselig vil til at bære min taske som… Ja, som en almindelig person,” siger Jenna Auvignon.