Denne uge er RokokoPosten taget på landet for at tale med Thomas Lundgren, der har levet et autentisk selvforsynende liv i 46 dage. Til trods for begyndende symptomer på skørbug og udsigt til en fejlslagen høst fortsætter Thomas ufortøvet med at leve af jordens gaver.

Klokken er 5.30 om morgenen, og RokokoPostens udsendte befinder sig foran en primitiv træhytte i et midtjysk skovområde. Her har den 35-årige Thomas Lundgren boet, siden han for halvanden måned siden besluttede sig for at opgive et industrialiseret og fremmedgørende liv som produktudvikler i forsikringsbranchen.

RokokoPosten: Godmorgen, Thomas, og tak fordi, du fandt tid til at snakke med os. Normalt plejer du vel at være i gang med dagens arbejde nu?

Thomas Lundgren: Ja, jeg har faktisk været oppe siden kl. 4 for at malke, male mel og gøre klar til høsten.

Her peger Thomas på et 5 m2 stort område bag ved træhytten, hvor et par hvedeaks og et skrøbeligt kålhoved titter frem.

Bruger meget tid på mel og bark
RP: Kan du fortælle os lidt om, hvordan du ellers får dagen til at gå?

TL: Jeg bruger meget tid på at male mel. Rigtig meget. Så har jeg forsøgt mig med økologisk landbrug, hvor spelt og ramsløg viste sig at være ret dårlige afgrøder. Nu er jeg gået over til hvede og kål, men uden kunstig gødning vokser det langsomt. Det er også o.k., så har jeg masser af tid til fordybelse.

RP: Hvad lever du af?

TL: Jeg lever af det, som er omkring mig, og som man ikke behøver at bruge en masse CO2 på at hente i fremmede lande: Bær, rødder og rigtig meget bark. Når jeg med tiden får gang i landbruget og fat på nogle husdyr, supplerer jeg op med lækkert flæsk, blodpølse og ærter.

RokokoPosten får herefter en rundvisning, hvor vi ser Thomas’ lager af bark, en seng lavet af mos og grene samt en række primitive våben, der indtil videre har nedlagt et egern, to uidentificerede fugle og “næsten en grævling”.

RP: Hvad har det givet dig at leve på den her måde?

TL: Utrolig meget. En følelse af samhørighed med naturen, fravær af unødige forstyrrelser og en tryg viden om, at jeg bruger mine naturlige kompetencer i et orgie af urkraft og afbalancerede lykkestunder. Jeg har desuden lært meget om selve jorden ved at være i så tæt kontakt med den; vidste du for eksempel, at der findes flere end én slags mudder? Der er den relativt tørre variant, som jeg træder i med bare tæer, når jeg går ud af min hytte. Så er der den klumpede slags, der ligger på min mark og desværre har en tendens til at samle sig oven på mine afgrøder. Endelig er der en meget våd og slimet type mudder, som jeg ofte glider i efter, at det har regnet. Ja, Moder Jord er sandelig fascinerende, når man giver hende lov til at udfolde sig.

Skørbug er en del af at være menneske
RP: Har der været dårlige sider ved dit nye liv?

TL: Jeg ville ikke bruge betegnelsen “dårlig”, for det er jo bare et ord, vi har, for de ting, vi ikke forstår eller er i balance med. En traditionel moderne vesterlænding ville nok sige, at mine begyndende symptomer på skørbug var “dårlige” og straks begynde at gøre noget ved dem med kunstige vitamintilskud og penicillin, men jeg opfatter skavankerne som en naturlig del af det at være menneske. Så har jeg også tabt mig omkring 9 kg. Men det er faktisk helt i orden, for så slipper jeg for alle de livsstilssygdomme, der følger med overvægt.

RP: Men var du overvægtig før?

TL: Øh, nej, egentlig ikke. Men nu må I have mig undskyldt, for melet maler jo ikke sig selv!

Thomas Lundgren skynder sig ind i træhytten, hvor den lille bunke hvedemel ved siden af to store sten vidner om en god morgens arbejde. Her forlader RokokoPosten Thomas’ lille paradis og vender hjem til kaffemaskinen: Et sterilt stykke elektronik, der tilbereder bønner fløjet hele vejen fra Afrika. Hvem ved, måske bliver den en dag skiftet ud med ploven og flæskegrøden?