Afghanske fanger er blevet udsat for tortur af danske soldater i Bagram-fængslet uden for Kabul. Hundredvis af klip med Amalie fra Paradise Hotel og tvungen indtagelse af Bacardi Breezers har virket efter hensigten. Enhedslisten kalder metoderne “umenneskelige” og kræver uafhængig undersøgelse.

Afghanske krigsfanger beskriver over for RokokoPosten, hvordan de gennem måneder blev mishandlet. Ifølge fangerne kalder det danske forsvar de nye metoder for RBDP (Reality Break Down Programme, red.). Og de ekstreme metoder har fået flere fanger til at knække sammen og komme med vigtige oplysninger om terrornetværket al-Qaeda.

Singlen “Du og Jeg” det mest effektive klip
Khalid Muhammed er en af de fanger, der overlevede torturen, men de groteske oplevelser har sat dybe ar på sjælen.

”Det startede hver morgen omkring klokken syv, hvor de hentede os i hold. De stoppede først efter mørkets frembrud. ‘Unge skal ikke drikke, de får urenlig hud af det’, ‘Kan du lide at klæde dig ud som en russisk roulette?’”.

Khalid Muhammed nærmest messer citaterne fra Paradise-Amalie, der stadig hjemsøger ham.

Værst gik det dog ud over vennen, Hamid al-Fadl, der var på det hold, som gentagne gange blev udsat for Amalies liveoptræden med singlen “Du og Jeg” på dansk morgen-tv. Et syn så angstprovokerende, at al-Fadl til sidst knækkede sammen og fortalte alt, han vidste, om al-Qaeda.

“Det var ikke kun sangen med hende den uhyggelige pige (Amalie, red.). Da vi blev beordret til at indtage sødlige drikke i kulørte farver (Bacardi Breezer, red.) og putte ting i vores hår (hårekstensions, red.), blev det for meget,” forklarer Hamid al-Fadl.

Ifølge højtstående militære kilder er flere reality-kendisser blevet brugt som frygtindgydende torturredskaber. Og alt tyder på, at kilderne taler sandt.

Da RokokoPosten interviewer den tidligere fange, Mahmoud al-Banna, sker der nemlig noget højst uventet og dybt mistænkeligt. Ud af den blå luft udbryder al-Banna flere gange “CAROLINE MAAIL!!” og “FAAABULOUS GIIIRLS!”, mens han vender det hvide ud af øjnene og raller.

Frank Aaen kræver uafhængig undersøgelse
Enhedslistens Frank Aaen, der før har besøgt afghanske krigsfanger, er chokeret over Forsvarets seneste metoder, som, han mener, er for brutale. Han har derfor stillet spørgsmål til udenrigsministeren i Folketingssalen og kræver nu en uafhængig undersøgelse.

”Bidske hunde, tvungen afklædning, ekstrem varme og kulde, det er ligesom til at tage og føle på. Men at udsætte de afghanske fanger for reality-tv med Amalie Szigethy som bannerfører – det er ganske enkelt umenneskeligt og dybt uværdigt,” lyder det fra Aaen.

Artiklen blev oprindeligt bragt den 20. oktober 2011


Forfatterkommentar af Annica Caroline Carlsen

Danskerne fik fornøjelsen af reality-genren i 1998, da Robinson Ekspeditionen blev sendt første gang. Konceptet blev skabt af enlænderen Charlie Parson i midten af 90’erne. 14 år efter optages halvdelen af sendefladen på dansk tv af “almindelige” og ofte meget sultne unge mennesker, der har overtaget skuespillernes rolle i håbet om, at deltagelsen åbner porten til mediehimmeriget og den røde løber.

Vi elsker reality-tv. Akademikere i særdeleshed elsker at hade det – selvom de i øvrigt på ingen måde ser det og aldrig kunne finde på det! Ud fra et akademisk synspunkt kan man sammenligne genren med en kønssygdom. Lad os sige herpes. Det starter med en irriterende svie, der spreder sig og er svær at få bugt med.

Nogle er hårdere ramt end andre, og 80 procent af alle voksne er smittet. Mange akademikere er også voksne. Det er pinligt at fortælle, at man er en af de mange med reality-herpes, og man siger det sikkert kun til sin bedste ven.

For at bevise omverden om sin aversion mod reality-tv deltager man med stor fornøjelse i diskussioner om genren på sociale medier. Og man er heller ikke bleg for at komme med spydige kommentarer, hver gang en af tosserne fra Paradise Hotel eller Marielyst dummer sig. Og det er altså på trods af, at man stadig på ingen måde ser den slags tv og i øvrigt aldrig kunne finde på det, fordi man kun ser DR 2. “Nogle” skriver ligefrem en fiktiv artikel om, at en af de mere fremtrædende reality-stjerner er blevet brugt som torturredskab i Afghanistan.