Foto: Adam Clarke, Flickr
En vred pøbel fandt i går aftes frem til Ejgil Hansen, der i næsten tres år har forvaltet Danmarks vejrlig. Efter omfattende tortur hængte de ham i et egetræ. Politiet nægter at gå ind i sagen.
Der var stor opstandelse i den østhimmerlandske landsby Bælum, da en pøbel på omtrent tredive mennesker sent i går aftes dræbte den 72-årige Ejgil Hansen. Årsagen var, at Hansen siden 1953 har haft ansvaret for det danske vejr.
Pøblen bankede på hans dør, men da Ejgil Hansen ikke svarede, brød de ind i hans hjem og hev ham ud i haven for at torturere ham.
“Ejgil skreg en del i starten, men da vi gik over til det elektriske udstyr, blev han stille. Det var, som om han indså, hvad han havde gjort mod den danske befolkning i alle disse år,” fortæller lederen af pøblen, Svend Lauermann, og tilføjer, at torturen varede hele natten, hvorefter han og to venner hængte Ejgil Hansen i et egetræ.
Ingen har endnu taget Ejgil Hansens lig ned fra træet, og det lokale politi nægter at gå ind i sagen.
“Vi mener, at Ejgil Hansen døde af naturlige årsager og har ikke tænkt os at afhøre nogen,” siger politiassistent Linda Mogensen.
Artiklen blev oprindeligt bragt den 10. oktober 2011
Forfatterkommentar af Marta Sørensen
Jeg bor i Aarhus, som er ret bakket, og nogle gange, når modvinden er særlig slem på cykel op ad Viborgvej, udfolder jeg en fantasi for mit meget forblæste blik: På en eller anden måde er det lykkedes mig at finde den mand, der er ansvarlig for det danske vejr i almindelighed og Viborgvej i særdeleshed.
Vi taler ikke Gud eller vejrguderne eller lignende metafysiske skikkelser; bare en lille, smålig satan omkring de 30, der er dybt ondskabsfuld uden selv at være klar over det. Han er bare glad for vejret i dets mange spændende former og mener, at det handler om den rigtige påklædning. Han kan finde på at sige ting som: “Uh, hvor er det godt at blive blæst igennem!” – og så bruger han ret mange penge på regnjakker, gummistøvler, paraplyer og sneskovle.
Kort sagt, et frygteligt menneske, som jeg langsomt og nydelsesfuldt torturerer, mens mine lår begynder at gøre ondt, og jeg slet ikke har nået enden af Viborgvej endnu. Ofte råber jeg et skældsord eller to, men uden fare for at blive set som sindssyg, for vinden blæser alligevel mine ord væk. Artiklen er mit forsøg på at stille nogen – hvem som helst – til ansvar.
