Du tror nok, du er vældig klog. Måske bliver du ligefrem bestyrket i opfattelsen, fordi du har en videregående uddannelse eller er ved at tage en. Men meget tyder på, at du tager fejl. Seriøs forskning fra Harvard viser nemlig, at mange er dumme uden at vide det.
Kate Hansson er gennem hele sit 32-årige liv blevet betragtet som et begavet menneske. Hun har altid været blandt de bedste i skolen, og senere har hun gennemført en universitetsuddannelse uden problemer. For nylig tog hun en intelligenstest med henblik på at blive medlem af Mensa, og selvom hun ikke bestod, viste resultatet, at hun hører til blandt de fem procent bedst begavede i verden.
Derfor kom det som et chok for Kate, da hendes kollega på Harvard, hvor hun underviser i adfærdsgenetik, fortalte hende, at hun i virkeligheden er temmelig dum.
“Rachel (Hunsicker, forskeren bag undersøgelsen, red.) viste mig sine resultater. Jeg forstod ærligt talt ikke meget af det, men det stod lysende klart for mig, at jeg faktisk er dum – men heldigvis gælder det også langt de fleste andre mennesker.”
Gennemsnitsmennesket er debilt
Rachel Hunsickers forskningsprojekt dokumenterer, at menneskeheden gennem de seneste århundreder er blevet dummere og dummere, og at det er gået særligt stærkt ned ad bakke siden midten af halvfjerdserne. Det afspejler sig blot ikke i intelligenskvotienten, og det er der en særlig grund til:
“Det er vedtaget pr. konvention, at gennemsnitsmennesket har en intelligenskvotient – en IK – på 100. Og sådan vil det være, uanset om mennesket generelt er tåbe eller geni,” forklarer Rachel Hunsicker.
Det er derfor, kollegaen Kate kan være dum som en dør, selvom hun har en IK på 129. Og selv, hvis man er berettiget til optagelse i Mensa (hvilket kræver en IK på 131 efter nuværende skala, red.), kan det sagtens tænkes, at man er håbløst middelbegavet.
“Det er fordi, nutidens gennemsnitsmenneske er debilt,” siger Rachel Hunsicker og påpeger, at man ikke kan se sig fri for dårskab, bare fordi man har en videregående uddannelse.
“Niveauet på de videregående uddannelser nedjusteres i takt med, at menneskeheden bliver dummere. Det er en negativ spiral, og da flertallet er så absurd stupide, er der ingen, der opdager det.”
Evolutionær deroute
Forklaringen på, at mange mennesker i dag er så dumme, selvom deres intelligenskvotient og evne til at klare sig i samfundet vidner om noget andet, er ifølge Rachel Hunsicker, at menneskeheden gennem tiden har gennemgået en evolutionær deroute forårsaget af, at flere og flere med svage hjerner har formeret sig, og at det moderne menneske ganske enkelt har sløset med de intellektuelle udfordringer.
Og siden halvfjerdserne er det gået helt galt, mener Rachel Hunsicker:
“I halvfjerdserne begyndte man at implementere debile hippieteorier om, at det er bedre at være lykkelig end at være klog. Så har man klasket med ler og slået på tromme, og samtidig har man født en masse børn med indskrænket hjernekapacitet, som man har forsømt at udfordre.”
Spinkelt håb forude
Efter internettets fremkomst er det blevet endnu værre. Og nyere journalistiske teorier om, at man skal skrive kort, klart og koncist, gør det tvivlsomt, om tendensen nogensinde vender igen.
“Der er selvfølgelig stadig gode hjerner tilbage i verden, og den menneskelige hjerne er en forunderlig størrelse. Teoretisk set er der håb forude, men det kræver, at folk holder op med at kræve, at alting siges i to korte sætninger. De skal trænes i at koncentrere sig om at forstå kringlede og tvetydige argumentationer, og de skal glemme alt om, at let underholdning i fjernsynet er godt for noget,” vurderer Rachel Hunsicker og advarer:
“Og det må du hellere nævne først i din artikel, for hvis du skriver det mere end fem linjer nede, så opdager ingen af de dumme, at det står der.”
Artiklen blev oprindeligt bragt den 9. december 2011.
Forfatterkommentar af Zenia Larsen
Nogle haha-historier er også haha-historier under overfladen. Andre har en eller anden pointe – et budskab af mere alvorlig karakter.
Og så er der historier som denne: de hahaficerede dystopier.
“Mange er dumme uden at vide det” er et resultat af min kvartalsmisantropi. En tilbagevendende, men heldigvis forbigående tilstand, hvor menneskeheden skrumper ind til en svumpet masse af håbløs og tunnelsynet middelbegavelse.
Vi lever i en tid, hvor “underholdende”, “kortfattet” og “let tilgængeligt” er kvalitetsstempler, som komikere, undervisere, politikere, forskere og registrerede revisorer alle bør efterstræbe. Det er også en tid, hvor vi pejler efter “modtagerens præmisser”, og således halser vi af sted i en vanvittig, intellektuel limbodans: “How low can you go?”
RokokoPostens læsere citerer jævnligt Piet Hein i kommentarerne på Facebook: “Den, som kun tar spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.”
Det gælder for så vidt også nærværende vrantne og vindtørre kommentar – og dog. For gode, gamle G.K. Chesterton sagde det egentlig bedre:
“(…) of a sane man there is only one safe definition. He is a man who can have tragedy in his heart and comedy in his head.”
