I en alder af 32 år har Stine Vedbæk meldt sig ud af folkekirken og bekender sig nu til en religion baseret på forestillingen om Den Eneste Ene, Det Store Bryllup og Den Lækre og Maskuline, Men Samtidig Følsomme Mand.

En septemberaften i 2011 gik Stine Vedbæk i biografen med sin veninde for at se den romantiske dramakomedie, “Bollevenner”. Filmen handler om to karrieremennesker, der starter en uforpligtende affære, men må erkende, at de har dybere følelser for hinanden.

“Til sidst indser Dylan (Justin Timberlake, red.), at han faktisk elsker Jamie (Mila Kunis, red.), og at han ville gøre oprør mod sin skæbne, hvis ikke han forsøgte at indgå i et rigtigt forhold med hende,” forklarer Stine Vedbæk.

For hende var “Bollevenner” en åndelig åbenbaring, der førte til, at hun få måneder senere startede 2012 som et fuldgyldigt medlem af Romantisk Drama-troen. Indtil da havde Stine været medlem af folkekirken, men aldrig for alvor gået op i religion. Først da hun begyndte at studere Romantisk Drama, opdagede hun sin spirituelle side.

Man kan finde spor af de romantiske idealer helt tilbage i Middelalderen, men først i 1800-tallet startede den seriøse romantiske bølge, der førte til de romantiske film, som danner grundlag for troen i dag. Omkring 1950’erne fandt et skisma sted, hvor en gruppe udbrydere dannede Romantisk Komedie-troen eller RomCom-ismen, hvor fokus er på de humoristiske elementer.

Fordyber sig i “Borte med Blæsten
Stine Vedbæk er tilhænger af Drama-fraktionen, men understreger, at de to trosgrene ikke er fjendtligt indstillede over for hinanden og deler langt de fleste ritualer.

“Først og fremmest fordyber vi os i de kanoniske værker som ‘Borte Med Blæsten’, der viser, hvordan mennesket, i dette tilfælde Scarlett O’Hara, kan fejle, når det ikke i tide indser, hvem dets Eneste Ene er. Her er ‘Casablanca’ også vigtig at få med, mens ‘Titanic’ viser et par, der indser, at de er bestemt for hinanden, men desværre aldrig når så langt som til Det Store Bryllup,” opremser Stine Vedbæk.

Det særlige ved Romantisk Drama-troen er, at i modsætning til fx kristendom eller islam kan samlingen af kanoniske eller hellige værker aldrig blive komplet; derfor udkommer der hele tiden nye romantiske film, der bygger videre på troens oprindelige forestillinger om Den Eneste Ene, Det Store Bryllup og Den Lækre og Maskuline, Men Samtidig Følsomme Mand.

Den overordnede fortælling går ud på, at en kvinde og en mand – eller, for de mere progressive fortolkere af troen, to mænd eller to kvinder – mødes og efter mange forviklinger indser, at de er skabt for hinanden. Dette fører til Det Store Bryllup, hvor manden for alvor viser sin Lækkerhed, Maskulinitet og Følsomhed.

Mænd svære at overbevise
“Jeg ved godt, at det for ikke-troende kan virke irrationelt og uvidenskabeligt, men det er jo netop kernen i det at tro – at man ikke kan bevise det,” fortæller Stine Vedbæk, hvis familie og venner var skeptiske i starten, men efterhånden har accepteret hendes religion og endda optaget nogle af dens elementer.

“Min mor, som har været gift og skilt tre gange, er meget positivt indstillet over for Romantisk Drama. Vi har set mange af de store værker sammen, hvor jeg har forklaret hende idéerne bag, og efterhånden kan jeg mærke, at hun begynder at tro mere og mere på det!”

Derimod har Stine ikke haft held til at overbevise de mænd, hun har datet, om, at hendes religion ikke vil blive et problem i deres forhold.

“Jeg var for nylig på tredje date med en mand, som havde potentialet til at blive min Eneste Ene, men manglede en smule Maskulinitet for, at vi kunne nå hele vejen til Det Store Bryllup. Derfor forklarede jeg ham, at han nok blev nødt til at dyrke en form for ekstremsport eller begynde at gå på jagt, hvis vores liv sammen skulle tilfredsstille mine åndelige behov,” fortæller Stine, der ikke har hørt fra manden siden.

“Det er sket mange gange før, men jeg har affundet mig med at vente på den rette. Som filmen ‘Serendipity’ (på dansk ‘Lunefulde Lykke’, red.) viser, findes der kun én Eneste Ene, og man ved med sikkerhed, når man møder ham!”