Foto: Emmanuel Huybrechts, Flickr
Komplekse problemstillinger kan sagtens koges ned til et spørgsmål om, hvorvidt man tilhører den ene eller den anden gruppe. Det viser en ny undersøgelse, der tager udgangspunkt i indvandrere, psykisk syge og seksuelle minoriteter.
“Kan du se dem derovre?”
Forsker og antropolog Rune Serritslev peger på en gruppe midaldrende kvinder med slør, der har samlet sig i en lille pavillon. Vi er taget til Gellerup i Aarhus for mellem boligblokkene at finde eksempler fra virkelighedens verden, der kan illustrere Serritslevs sidste store undersøgelse.
Den viser, at spørgsmål om indvandring, psykisk sygdom og seksualitet ofte kan koges ned til at handle om “dem” og “os”; en teori, der tidligere er blevet forkastet af både psykologer, sociologer og politikere.
“Vi har analyseret større befolkningsgrupper i hele den vestlige verden, og hvor lidt vi end havde lyst, måtte vi konstatere, at en strengt todelt model er bedst til at forklare en lang række fænomener. Kort sagt er man enten det ene eller det andet: indvandrer eller indfødt, psykisk syg eller normal, heteroseksuel eller afvigende,” forklarer Rune Serritslev og understreger, at han med udtrykkene “normal” og “afvigende” ikke ønsker at stigmatisere nogen.
Vi er “os”; de er “dem”
De muslimske kvinder i Gellerup tilhører ifølge undersøgelsen “dem”, mens Serritslev og jeg tilhører “os”.
“Opdelingen har faktisk mange fordele: Først og fremmest bliver det rent grammatisk meget nemmere at tale om visse grupper, hvis vi har et andet stedord for dem end for os selv – ja, bare den her sætning bliver mere elegant,” fortæller Serritslev, der ellers var tvunget til at kaste sig ud i en længere filosofisk forklaring om fælles menneskelighed og socialt konstruerede kollektive entiteter.
I mellemtiden er vi nået helt hen til de muslimske kvinder for at spørge om vej og derved finde ud af, hvordan de selv opfatter italesættelsen af deres gruppedannelse.
“Hej, ved I, hvor Bazar Vest ligger?”
Er “vi” “dem”, mens “de” er “os”?
Den første kvinde taler ikke så godt dansk og spørger sin veninde om hjælp. Det resulterer i en kort samtale på tyrkisk, som vi bagefter spørger ind til. Den dansktalende kvinde forklarer:
“Min veninde spurgte mig, hvad I ville, og da jeg havde svaret, sagde hun til mig: ‘Sig til dem, at de skal ligeud og til højre’. Så spurgte min veninde, om I kendte os. ‘Nej, slet ikke,’ svarede jeg.”
“Det bekræfter blot min undersøgelse – og vi ville uden tvivl finde den samme opdeling på Psykiatrisk Hospital, eller hvis vi besøgte et bøssepar,” fortæller Serritslev begejstret, selvom han indrømmer, at det selvfølgelig er problematisk, at de tyrkiske kvinder bruger stedordene omvendt.
“Nu sagde jeg lige, at vi er ‘os’, mens de er ‘dem’, hvorimod de jo omtaler sig selv som ‘os’ og os som ‘dem’. Betyder det så, at ‘vi’ er ‘dem’, mens ‘de’ er ‘os’? Et interessant spørgsmål, både sociologisk, etisk og grammatisk.”
Serritslevs næste projekt skal imidlertid ikke udforske dette yderligere, idet antropologen i stedet planlægger at rejse til USA for at studere begreberne “os” og “dem” blandt republikanere og demokrater.
