Han er gift, har to børn og et krævende fuldtidsjob. Alligevel lykkes det 34-årige Martin Bastiansen at skaffe overskud i hverdagen. Her afslører han sin hemmelighed.

Martin Bastiansen ser velsoigneret og energisk ud og ligner slet ikke en, der har to små børn. RokokoPostens reporter møder ham uden for børnehaven, hvor han netop har afleveret Christian på fem og Amalie på tre.

“Forstår du, det handler om prioriteringer og selvdisciplin,” siger Martin Bastiansen, mens vi sætter os ind i bilen og kører mod hans arbejdsplads i Hørsholm.

Turen tager cirka tyve minutter, og i løbet af den tid fortæller Martin, hvordan det lykkes ham at skabe overskud i en hverdag med kone, børn og et krævende fuldtidsarbejde som projektleder i et it-firma.

Kompetente kompromiser
Det er først og fremmest en benhård evne til at indgå kompromiser – og at gøre det kompetent, der er hemmeligheden bag Martin Bastiansens overskud.

“Jeg er for eksempel dybt afhængig af min nattesøvn, men min kone brokker sig over, at det altid er hende, der står op om natten, hvis børnene vågner. Egentlig er jeg træt af at høre på det, men der må jeg gå på kompromis, for det er jo hendes måde at tackle situationen,” fortæller Martin og tilføjer, at det kræver en benhård selvdisciplin at ignorere brokkeriet i stedet for at starte en diskussion midt om natten.

Ligeledes har Martin været nødt til at acceptere, at konen, der ligesom Martin har fuldtidsarbejde, ville have rengøringshjælp, selvom det betyder, at familien må skære i feriebudgettet.

“Det ærgrer mig, for jeg kan godt lide at fyre den max af, når jeg har ferie, men alternativet var, at vi skulle hjælpes ad med rengøringen, og det ville gå for meget ud over min fritid,” forklarer Martin.

Vennerne er vigtige
Til gengæld gør Martin meget for at prioritere tid med vennerne. Og også her er der brug for masser af selvdisciplin.

“Min kone vil gerne være sammen med mig, børnene vil gerne være sammen med mig, og der er ofte overarbejde. Men jeg tvinger mig selv til at holde på mit, fordi jeg ved, at det går ud over min livskvalitet at gå på kompromis med mit behov for at hænge ud med vennerne,” siger Martin.

Og livskvalitet har Martin uden tvivl. Han er glad og veloplagt, og energien lyser ud af ham.

Da vi ankommer til it-firmaet, hvor Martin arbejder, spørger jeg, om han har et godt råd til forældre, der har svært ved at finde overskuddet i hverdagen. Og Martin svarer uden tøven:

“Disciplin, disciplin, disciplin! Vid, hvad der giver dig energi og overskud og kæmp for din ret til at dyrke det. Og så skal du lade være med at gøre ting, der slider på dig, for så mister du bare dit overskud!”