Foto: Steen Brogaard, Ft.dk

Foto: Steen Brogaard, Ft.dk

SF’s afgående formand er blevet udnævnt til ny generalsekretær for NATO. Efter et års forsøg på at regere i samarbejde med De Radikale søger Villy Søvndal nu mere overskuelige udfordringer som varig fred i Afghanistan.

Det er en glad Villy Søvndal, som RokokoPosten taler med fredag eftermiddag. Det er, som om et tungt åg er løftet fra hans skuldre, mens han forklarer, hvorfor han valgte at tage stillingen som NATO’s øverstbefalende.

“Altså, det var et valg mellem Margrethe Vestager på den ene side og Taliban på den anden,” siger han.

“Og efter at have forhandlet regeringsgrundlag og skattereform med De Radikale, er jeg absolut ikke i tvivl om, hvem jeg helst vil lukkes ind i et lummert forhandlingslokale med,” forklarer Villy Søvndal og tilføjer, at han heller ikke finder Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, halvt så skræmmende som Uffe Elbæk.

Glæder sig til basebesøg under indlandsis
Villy Søvndals nye stilling indebærer, at han skal træffe konkrete militære beslutninger, som får langt mere direkte konsekvenser, end han tidligere har været vant til. Men det bekymrer ham ikke.

“For mig er det en naturlig følge af min tidligere opfordring til mørkemænd om gå ad helvede til. Nu bliver jeg leder for den militæralliance, som faktisk ekspederer dem dertil,” siger han.

Villy Søvndal indleder sit formandskab med et engelskkursus på C-niveau og en rejse til flere større militærbaser i alliancens medlemslande. I den forbindelse ser Søvndal særligt frem til at besøge det amerikanske Fort Bragg.

“Det er ikke hver dag, man får lejlighed til at besøge en militærbase, der er placeret 240 meter under den grønlandske indlandsis,” fortæller han begejstret.

Afgående generalsekretær vil være formand for borgerligt parti
NATO’s afgående generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, har været glad for sin stilling, men ønsker i lighed med Villy Søvndal at søge nye udfordringer. Han planlægger derfor at kaste sig over dansk politik igen, hvor han har et godt øje til en bestemt post.

“Jeg har længe villet være formand for et midtersøgende borgerligt parti i rivende udvikling, og da jeg kan forstå, at formandsposten i Socialistisk Folkeparti er ledig, vil jeg stille op til den og arbejde hårdt på at forvandle SF til et parti med politisk indflydelse,” siger Anders Fogh Rasmussen.