Fortidens voldsofre skal ikke ligge til frit skue på museer. Det mener en gruppe danskere, der nu vil have politikerne til at forbyde offentlig fremvisning af døde mennesker.

Tollundmanden, Ellingpigen og Grauballemanden. Ved disse navne kender vi tre afdøde danskere, som i dag ligger udstillet i montrer på museer i Jylland.

Fælles for de tre er, at de alle er ofre for gemene voldshandlinger som halshugning og hængning.

Det har fået en gruppe danskere til at gå sammen i protest. De mener nemlig, at det er usmageligt, at museerne tjener penge på at udstille ofre for vold.

Glorificering af martyrer
Det er folkeskolelærer Bettina Jensen fra Haderslev, der har taget protestinitiativet via en Facebook-gruppe.

“Mine kolleger valfarter glad og gerne til Silkeborg og Aarhus med elever helt ned i 4. klasses-alderen for at se på døde mennesker,” fortæller hun forarget om baggrunden for initiativet.

Gruppen, der i dag har flere end 2000 medlemmer, har nu søgt foretræde hos kulturminister Uffe Elbæk (R). I begrundelsen står der blandt andet, at man finder det dybt bekymrende, at danske martyrer glorificeres.

“Tænk på det signal, det sender til nutidens unge om, at hvis du bare lader dig ofre, så ender du måske på museum,” udtaler Bettina Jensen.

Danefæ, ikke rigtige mennesker
Sandsynligheden for et lovindgreb er dog forsvindende lille.

Fra kulturminister Uffe Elbæk lyder det nemlig:

“Der er jo tale om danefæ og ikke rigtige mennesker. Jeg ved godt, de har været rigtige mennesker engang, men i dag er de jo bare indtørret kulturarv, som det er skægt at kigge på.”

Men Bettina Jensen har ikke tænkt sig at give op på forhånd. På onsdag tager hun ind for at diskutere sagen med politikerne.

Lykkes det ikke at gennemføre et fuldt forbud, har gruppen allerede nu et kompromisforslag parat:

“Så må der indføres en tydelig mærkeordning, så alle ved, at her ligger der voldsofre offentligt til skue. Om ikke andet, så for børnenes skyld!”