En gruppe selenbaserede livsformer fra en planet i Andromeda-galaksen landede i går aftes i nærheden af Irkutsk i Rusland. Indtil videre er al kommunikation mellem dem og os foregået på swahili, ikke engelsk.

“We come in peace” var ikke en sætning, man hørte i går ved 19-tiden, da et gigantisk rumskib fra planeten M31B934NN i Andromeda-galaksen placerede sig ved en mindre sø i nærheden af den sibirske by, Irkutsk.

I stedet kommunikerede de hønelignende væsner på et sprog, der var uforståeligt for russerne. Først da en delegation fra SETI-instituttet (amerikansk organisation, der leder efter intelligent liv uden for Jorden, red.) ankom til landingsstedet, viste det sig, at de fremmede livsformer talte swahili og aldrig havde hørt om hverken USA, sproget engelsk eller Barack Obama.

“Vi var selvfølgelig meget nysgerrige efter at vide, hvorfor de var rejst hertil,” fortæller SETI’s kommunikationschef, Seth Ly, der havde medbragt et større forskerhold fra Harvard University samt Chuck Norris.

Gider ikke tale med Obama
“Umiddelbart tænkte vi, at rumvæsnerne gerne ville tale med USA’s præsident, udslette Jorden eller måske spørge om vej til den nærmeste kornmark. Men det viste sig, at de faktisk bare var på ferie og havde hørt, at de asiatiske stepper skulle være et godt sted at slappe af,” forklarer Ly.

Rumvæsnerne regner derfor med at rejse rundt i Sibirien i et par uger og forventes at ankomme til Tomsk i deres damp- og urandrevne køretøj i løbet af eftermiddagen.

“De siger, at deres venner fra en nærliggende planet har kaldt Tomsk for ‘bomben’,” fortæller Seth Ly om rumvæsnernes rejseplaner.

Barack Obama har indtil videre nægtet at kommentere den sensationelle hændelse, men er ifølge kilder i Det Hvide Hus “overhovedet ikke fornærmet og bare totalt ligeglad med, at de der lamme freaks ikke gider snakke med ham”.