Danske kommentatorer er frustrerede over, at politikerne mangler forståelse for det politiske spil.  De har derfor oprettet deres eget parti, som de spår stor succes.

Efter at DR bekendtgjorde, at de fremover vil anvende sten, saks og papir i stedet for politiske kommentatorer, har en lang række af disse valgt at gå nye veje. Det var derfor et stolt dansk kommentatorkorps, der ved et pressemøde onsdag eftermiddag erklærede, at Kommentatorisk Medieparti nu er stiftet.

Partiets nye formand, Politikens Peter Mogensen, forklarer, hvorfor partiet er så vigtigt:

Klogere end politikerne
“Det er tydeligt for enhver, som har set os give os selv ret gang på gang, at vi simpelthen har en bedre forståelse for politik end politikerne selv. Derfor føler vi nu en forpligtelse til at berige Folketinget med vores unikke indsigter.”

“Præcis! Vi er tydeligvis klogere end politikerne, når vi igen og igen kan identificere alle deres fejltrin efter, at de er blevet begået,” supplerer Henrik Qvortrup, der er en af partiets 12 medieordførere.

Stor erfaring med politik fra medierne
Formand for partiets udvalg for strategisk kommunikation, Michael Kristiansen, er ikke i tvivl om, hvorfor netop kommentatorerne er så meget klogere på politik end politikerne selv:

“Da politik udelukkende består af god kommunikation og strategi, som vi er ansat til at tale om i medierne virkelig tit, er det oplagt, at vi har en del mere forstand på begge dele.”

Flere skøre hatte og tøjdyr
Kommentatorisk Medieparti vil også gøre Folketinget mere sprælsk og publikumsvenligt.

“Fx vil Mogensen spille guitar fra Folketingets talerstol, og vi vil gøre det obligatorisk at bedømme vores modstanderes argumenter ved at kaste med skøre hatte og tøjdyr,” siger Michael Kristiansen og garanterer derfor, at Folketinget bliver endnu bedre i næste valgperiode, hvis partiet kommer ind.

Thomas Larsen-benægtelse af partiet bekræfter oprettelse
Kilder inden for Kommentatorisk Medieparti fortæller, at der dog også er interne konflikter. Angiveligt er Peter Mogensen stærkt uenig med Ask Rostrup, Niels Krause-Kjær og Henrik Qvortrup om, hvorvidt partiets valgplakater skal indeholde den sidste tredjedel af sloganet “charme, selvtillid og lækkert hår”.

Desuden har det vist sig umuligt at få Ekstra Bladets Hans Engell med i partiet, hvilket han over for RokokoPosten kun begrunder med en stærkt kryptisk fyrværkerimetafor om “aldrig at gå tilbage til en fuser”.

Fra upålidelige kilder erfarer RokokoPosten endvidere, at Kommentatorisk Medieparti blev tvunget til at holde gårsdagens pressekonference, da Berlingskes kommentator, Thomas Larsen, benægtede alt om et sådant parti og dermed definitivt bekræftede, at det var under oprettelse.