Foto: Axel Kuhlmann, Wikimedia Commons

Foto: Axel Kuhlmann, Wikimedia Commons

Ingen kom til skade, men publikum blev stærkt chokeret, da en imaginær fjerde væg kollapsede under et avantgardistisk teaterstykke på Det Kongelige Teater.

Katastrofen indtraf midt i anden akt af det avantgardistiske teaterstykke “Frostklar Fugl”.

Den primære karakter, L-Skov, havde netop afleveret en lang monolog om sin egen navle, da den væg, der ellers normalt adskiller publikum fra scenen, pludselig begyndte at slå revner.

Skuespiller advarede publikum om kollaps
En af tilskuerne, Berit Sølvhøi, fortæller:

“Vi sad på første række, da det skete. Til vores overraskelse råbte skuespilleren ‘Pas på, publikum!’ Alle troede først, det var en del af stykket, men da vi opdagede, at det ikke var tilfældet, var det for sent. Den fjerde væg var kollapset.”

Da den fjerde væg er imaginær, kom ingen til skade, men både stykkets dramaturg og en gruppe ældre publikummer har efterfølgende modtaget krisebehandling.

En ekspertkommission er nu blevet nedsat for at undersøge sammenstyrtningen. Kommissionen bliver ledet af Søren Ibsen, der har skrevet ph.d. om dramaturgisk katastrofehåndtering. Han mener, at “Frostklar Fugl” simpelthen var mere, end den skrøbelige fjerde væg kunne holde til.

Ekspert: Stykke var for dekonstruktivistisk
“De foreløbige undersøgelser tyder på, at det omtalte stykke simpelthen var for eksperimenterende,” forklarer Søren Ibsen og påpeger, at Det Kongelige Teater er en gammel scene.

“Der er grænser for, hvad den kan holde til, når det kommer til teater, der forholder sig så dekonstruktivistisk til sin egen form.”

Det Kongelige Teaters ledelse beklager den fjerde vægs kollaps og eventuelle traumer, som nedstyrtningen har forårsaget. Teateret forklarer, at man nu er i gang med at opsætte en midlertidig fjerde væg, som man dog i starten ikke vil lægge unødig stort pres på. Derfor vil teateret i de kommende måneder primært spille stykker af Holberg i en klassisk og meget lidt eksperimenterende opsætning.