Bidsk forbrugerjournalistik har afdækket en ekstremt betændt fødselsdagspraksis hos dansk supermarkedsgigant.

For nylig fik redaktionen på DR1’s Kontant et anonymt tip fra en såkaldt whistle-blower, der arbejder for en større supermarkedskæde. Henvendelsen tydede på store problemer med varehusenes årlige fejring af sig selv.

“Kilden fortalte, at Føtex’ fødselsdag altid varer adskillige uger. Det gjorde os noget mistænksomme, for kan man virkelig fejre den så længe? Det var, hvad vi på vegne af dig som forbruger satte os for at afdække,” fortæller Kåre Quist, vært på Kontant, der afslører problematiske og kritisable forhold hos danske virksomheder.

Føtex er ikke Jesus
Professor og leder af Center for Mærkedagsforskning ved Syddansk Universitet, Thomas Holm, der også optræder i Kontant, afviser blankt, at der er præcedens for en sådan fejringspraksis.

“Man må simpelthen ikke fejre fødselsdag så længe. En fødselsdag falder på en enkelt dag – sådan er reglen altså bare,” siger han.

“Der er kun to undtagelser: Jesus må fejre sin fødselsdag i et par måneder, og børn under 12 må fejre den over to dage, hvis klasse og familie er inviteret separat. Men Føtex er hverken et barn eller stifter af en større monoteistisk religon,” fastslår Thomas Holm.

Vildleder om fødselstidspunkt
Men det bliver endnu værre. For Føtex fejrer oftest sin meget lange fødselsdag først i september eller oktober, og det kan Thomas Holm afsløre som faktuelt ukorrekt.

“En virksomheds fødsel – i den udstrækning, man kan anvende begrebet inden for detailhandlen – kan kun meningsfuldt siges at være det tidspunkt, hvor de første kunder får adgang til den første butik, og det skete d. 17. november 1960,” siger han og mener ikke, at det kan være forsvarligt at fejre sin fødselsdag uger eller endda måneder inden selve den festlige dag.

Thomas Holm peger også på, at det er et brud på al god fødselsdagsskik, at fødselaren i Føtex’ tilfælde slet ikke modtager gaver, men i stedet sælger varer.

Næste uge: Finder hår i suppe
Kåre Quist afviser at udtale sig om, hvorvidt kunder skal returnere eventuelle “fødselsdagstilbud”, der er købt under falske forudsætninger.

“Det er ikke op til mig at afgøre. Men nu er sandheden endelig kommet for en dag, og så må folk gøre op med sig selv, om kronologisk uforsvarlige fødselsdage er noget, de ønsker at støtte op om,” siger han med en overdrevet misbilligende mine og demonstrativt hævede øjenbryn.

Kontant-værten kan desuden afsløre, at næste udgave af programmet bliver endnu mere hårdtslående, da redaktionen her afslører en restaurant, hvor der er fundet et hår i suppen.