En voldsom vækst i den afrikanske økonomi rammer udviklingskonsulenter og RUC-studerende på deres levebrød.

I de senere år er det blevet stadig mere tydeligt, at Afrika ikke længere blot består af fattige mennesker, der er dybt afhængige af udenlandsk bistand, men at kontinentet i en ikke så fjern fremtid sandsynligvis vil stå helt på egne ben.

Og det er en proces, som fremkalder panderynken hos udviklingskonsulent for Danida, Peder Hjaltfinn.

“Økonomisk fremgang er en bombe under hele udviklingspolitikken, der risikerer helt at blive udkonkurreret af lokal vækst,” forklarer han og mener, at særlig Danmark kan blive hårdt ramt.

Faldende bistandsefterspørgsel
En undersøgelse foretaget af tidsskriftet The Economist viser, at syv afrikanske lande er blandt de ti, som vil opleve størst vækst i de kommende år. Heriblandt adskillige, som traditionelt har været store aftagere af dansk bistand.

“Lige nu foregår der en meget voldsom vækst i blandt andet Mozambique, Tanzania og Ghana, der ellers i årevis har været helt centrale for dansk udviklingshjælp,” siger Hjaltfinn og peger på, at det vil få omfattende konsekvenser for danske konsulenter og virksomheder, der er dybt afhængige af at bistå Afrika.

Kom for sent til at grave brønd
Marie Sofia Buchard er antropolog og skriver en ph.d. i kulturforståelse og mellemfolkelig bistandspolitik ved Roskilde Universitetscenter. Hun havde håbet på at leve af at hjælpe afrikanere i mange år fremover.

Men da hun i sommer var i Ghana for at grave en brønd til de lokale, oplevede hun konsekvenserne af den stigende velstand på egen krop. Et kinesisk firma havde nemlig allerede indlagt vand i hovedparten af byen som led i en handel med lokale råstoffer.

Afrikanerne har svigtet
Det ramte hende hårdt.

“Der er jo ingen grund til at grave en brønd til folk, der har rindende vand. Og så står man bare der med sin mellemfolkelige solidaritet og føler sig komplet overflødig. Det var meget uværdigt,” fortæller hun.

“Jeg føler, at afrikanerne har svigtet. Jeg har uddannet mig i årevis til at hjælpe dem, men det bliver mere og mere tydeligt, at de ikke vil løfte en finger for mig,” siger Marie Sofia Buchard desillusioneret.