En både vittig og rammende kommentar til en venindes sårende bemærkning ligger i 23-årige Mettes frontallap, forklarer forskere. Desværre er det for sent at anvende den.

Det lykkedes i går aftes en gruppe neuroforskere fra Københavns Universitet at lokalisere det perfekte svar på en fornærmelse i Mette Scavenius’ hjerne.

Svaret har formentlig eksisteret i Mettes frontallap siden lørdag eftermiddag, hvor den 23-årige kvinde selv mener at have udformet det.

Selve fornærmelsen blev udtalt til en fest aftenen før, hvor Mettes gymnasieveninde kommenterede Mettes kjole med sætningen: “Den er lige dig! Jeg kunne aldrig bære den slags med mine tynde ben, men du har en god kraftig figur.”

Som et godt Oscar Wilde-citat
På grund af bemærkningens tvetydige karakter var det umuligt for Mette at formulere et godt svar før mange timer senere. Ifølge forskerholdet er resultatet også blevet godt.

“Der er tale om en uhyre spidsfindig vending, der udstiller venindens klodsede usikkerhed på en let og humoristisk måde, så taleren fremstår både skarp og overskudsagtig,” fortæller forskningsleder Niels Plenge og sammenligner udsagnet med de bedste citater fra Oscar Wilde og Voltaire.

Plenge er overbevist om, at svaret ville have sat veninden fuldstændig til vægs, begejstret alle gæsterne og måske endda afstedkommet en smule refleksion over deres eget forhold til vægt og venskab.

Tidsrejse ikke mulig
”Det ville have været en begivenhed, som mange efterfølgende ville huske og beundre Mette for. Men det er selvfølgelig for sent nu,” forklarer Niels Plenge med henvisning til, at man skal svare på en tvetydig fornærmelse inden for otte sekunder for ikke at fremstå som en smålig pedant, der bærer nag over den mindste ting.

”Det er Mette udmærket klar over, og hun bad derfor universitetets fysikere om at konstruere en tidsmaskine, så hun kan vende tilbage til fredagens fest og levere svaret prompte,” siger Plenge, hvis kolleger ikke har været i stand til at imødekomme Mettes ønske.

Den 23-årige kvinde planlægger derfor en selvstændig og mærkbart grovere fornærmelse til den næste fest, hvor hun og veninden er samlet.