En kærlig tanke, som en dansk kvinde sendte til verdens fattige i stedet for en donation i form af penge, har løst sultkatastrofen på Afrikas Horn.

Det ellers så tørkeplagede Afrikas Horn er lige efter jul pludselig blomstret op med frodige enge og dybe, vandrige floder, som løber på kryds og tværs af hele området.

De lokale troede først, at der var tale om et mirakel forårsaget af Gud, men i virkeligheden skyldes forandringerne, at en dansk kvinde juleaften sendte en kærlig tanke til dårligt stillede mennesker i hele verden.

En enkelt tanke var nok
Den 43-årige kok fra Odense, Trine Ibsen, ville frygtelig gerne have givet et julebidrag til en nødhjælpsorganisation.

Men efter en december måned, hvor bilen pludselig skulle repareres, og hunden måtte en tur til dyrlægen, så det sort ud for familiens økonomi.

“Situationen var den, at hvis jeg donerede et bidrag til velgørenhed, ville vi blive nødt til at tage fra julebudgettet, og det ville betyde mindre pynt, færre julegodter eller ligefrem billigere gaver,” forklarer Trine Ibsen, der alligevel fik lidt dårlig samvittighed under julemiddagen.

“Jeg kunne jo se, at der ville blive levnet, og så kom jeg alligevel til at tænke på, om jeg ikke kunne have undværet 50 kroner. Men på det tidspunkt var det jo ligesom for sent, så jeg sendte i stedet en varm og kærlig tanke til alle verdens fattige om, at nogle andre måtte hjælpe dem til at få det bedre.”

Hvorfor Afrikas Horn?
Nyheden om, at den kærlige tanke har løst sultproblemet på Afrikas Horn, får en blandet modtagelse af Trine Ibsen.

“Altså, først tænkte jeg ‘Hvorfor lige Afrikas Horn?’, for jeg ville klart hellere have støttet nogen, der hjælper asiatiske kvinder med at opstarte forretninger.”

Men ifølge nødhjælpsorganisationen Røde Kors er der ikke konstateret lignende, pludseligt opståede løsninger på sult- og fattigdomsproblemer andre steder i verden.

Skuffelsen over, at hendes tanke reddede de forkerte, overskygger dog ikke helt Trine Ibsens glæde.

“Det er jo helt fantastisk at vide, at en kærlig tanke er nok. Tænk, hvis jeg havde vidst det fra start – så havde jeg virkelig sparet mig selv for mange bekymringer op til jul,” udtaler Trine Ibsen, der overvejer at sende to kærlige tanker næste jul.