I et moderne samfund er det muligt at ændre navn, udseende og køn. Nu kan man også ændre alder. Kendisser som Kurt Thyboe har gjort det, og flere almindelige danskere følger trop.

Er du døbt Lisette Hansen, har du sikkert ændret dit navn til Liizette Hansen og fået et bedre liv. Er du utilfreds med dit udseende, kan du forskønne det med kirurgi, og hedder du Paul, men har følt dig som en Paula hele livet, kan du få det fikset. Nu kan du også fuldende dit liv ved at ændre alder.

Thyboe fylder 43
“Min alder er mit Shangri-La, hvor ingen bliver gamle, selvom de lever i flere hundrede år. Har man mental slagkraft og svulstighed som Goliat, skal et syvtal ikke stå i vejen,” fortæller forfatter, journalist og kommentator Kurt Thyboe.

Han er en af de kendte danskere, der har ændret sin alder. I januar ville Thyboe være fyldt 73. Nu kan han i stedet fejre sin 43-årsfødselsdag.

Realitystjernen Frederik Fetterlein har også fået ændret tallene på sin dåbsattest. Nu lever han fuldt ud.

“Det kommer måske som en overraskelse for mange, men for mig er alder ikke bare et tal. Jeg har aldrig følt mig voksen, og jeg har fået det fantastisk, efter at jeg er blevet yngre. Nu kan jeg også forsvare min sans for økonomi,” forklarer den nu snart tyve-årige Fetterlein, der også regner med, at forholdet til kæresten på 18 vil blive bedre fremover.

Skepsis hos SFI
Ifølge tal fra det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI, red.), vil tre ud af fire gerne være yngre på papiret. Enkelte går dog mod strømmen. For eksempel vil journalist og tv-vært Clement Kjersgaard hellere være ældre og har valgt at fylde 70 år i efteråret.

Hos SFI vækker ønsket om en højere alder dog skepsis.

“En tredjedel af de offentligt ansatte pensioneres inden 2016. Om 20 år vil der være dobbelt så mange over 80 år, som der er i dag. Når så stor en gruppe går på passiv forsørgelse, mangler der hænder til at løfte de opgaver, der skal løftes, for at alle andre fortsat kan modtage velfærdsydelser,” lyder det fra seniorforsker Berit Munch.

Hun mener derfor, at det er asocialt at vælge en alder over 50.

“Det er da heldigvis også meget få, der vælger at blive ældre, men hvis det griber om sig, får vi alvorlige problemer.”