Foto: Mishio, Flickr

Foto: Mishio, Flickr

45-årige Mona Larsen kan med sin pragtpræstation gå hen og vinde årets Danmarksmesterskaber i influenza. I så fald er det første gang, sejren går til en kvinde.

Rigtig mange mænd har overgået sig selv i denne vinters DM i influenza. Men her, hvor konkurrencen går ind i den afgørende fase, truer en outsider med at give mændene baghjul.

Det drejer sig om den 45-årige koldingenser, Mona Larsen, der fik influenza lige efter nytår.

Ifølge overdommer Carsten Vittrup fra Statens Serum Institut er det ikke bare Mona Larsens høje feber og de usædvanligt mange ledsmerter, som har bragt hende i førerpositionen. Også hendes imponerende klynk og oprigtige tro på, at døden var nær, giver point hos dommerne.

“Mona Larsen ringede til vagtlægen hele ni gange i løbet af de seks dage, hendes influenza varede, og hver gang tryglede hun om at blive indlagt,” roser Carsten Vittrup og tilføjer, at Mona Larsens mand måtte tage fri fra arbejde for at passe sin syge hustru.

Kritik fra konkurrenter
Der lyder dog kritik fra flere af de andre deltagere i konkurrencen. Lasse Iversen fra Hjørring, som også er blandt favoritterne, mener, at det er en hån, at en ellers sund og rask kvinde får så flotte stilkarakterer fra dommerne.

“Hun havde måske lidt højere feber, men jeg har haft diarré og kastet op, og så er jeg endda alvorligt svækket af en slem forkølelse sidst på efteråret,” indvender Lasse Iversen, der også deltog i konkurrencen for to år siden, da han led af den alvorlige mandeinfluenza.

Andre hævder, at Mona Larsen har pyntet på resultatet:

“Kvinder er skabt til at tage sig af andre, så det er unaturligt, at hende her skulle passes af sin mand,” udtaler Frands Vestmark, akademisk medarbejder hos Sundhedsstyrelsen.

Sejr for ligestillingen
Hos KVINFO er man overraskede over, at en kvinde langt om længe står til at vinde den prestigefyldte konkurrence.

“Vi har aldrig været i tvivl om, at kvinder er mindst lige så gode som mænd til at have influenza, men at et dommerpanel med en overvægt af mænd anerkender det, er virkelig en sejr for ligestillingen,” udtaler specialkonsulent Lissie Johansen.

Årets influenzamester kåres sidst i januar, og Carsten Vittrup understreger, at intet endnu er afgjort.

“Alt kan ske, når det drejer sig om influenza!”