Foto: Henrik Petit, PostNord

“Vi har givet vores postbude frit lejde, når det kommer til forhærdede snydere,” udtaler Post Danmark om et nyt tiltag, der skal gøre det betydeligt sværere at sende utilstrækkeligt frankeret post.

I de senere år har Post Danmark oplevet en uheldig udvikling, hvad angår underfrankering af breve og pakker. Indtil videre har man dog kun haft mulighed for at sende den skyldige en række regninger og rykkere.

“Der findes desværre en hård kerne af brevskrivere, som konsekvent sætter forkerte frimærker på kuverterne. Det drejer sig typisk om ældre borgere, der bruger deres rigelige fritid på at forfatte læserbreve,” fortæller administrerende direktør i Post Danmark, Helge Dybvad Pedersen, og oplyser, at enkelte borgere formår at underfrankere for flere tusind kroner om måneden.

Derfor tog Post Danmark for omkring en uge siden mere håndfaste midler i brug og opgraderede en del af deres postbude.

Hurtigere elcykler og våben
“Vi har givet en række af vores bedste ansatte mere vidtrækkende beføjelser og mere avanceret udstyr. Det drejer sig blandt andet om usandsynligt hurtige elcykler, peberspray og naturligvis skydevåben,” oplyser Helge Dybvad Pedersen, der har givet nogle af sine ansatte bemyndigelse til at “eliminere problemerne, hvis gælden overskrider et vist beløb”.

Han vil dog ikke oplyse det præcise tal, da han ikke ønsker, at borgerne skal spekulere i at skylde Post Danmark penge.

Imidlertid er de nyligt forfremmede postbude allerede i sving.

Kom meget tæt på skyldner
“Jeg kan afsløre, at vi forleden kom meget tæt på en af vores værste skyldnere. Den pågældende ældre herre bor på Frederiksberg og har skrevet et utal af underfrankerede læserbreve,” oplyser Helge Dybvad Pedersen, men indrømmer, at det pågældende postbud ikke havde ubetinget succes med sin opgave, hvorfor borgeren formentlig stadig har mulighed for at snyde med frimærkerne.

“Vedkommende havde desværre problemer med synet og muligvis også en del tvivl om, hvorvidt den straf, han skulle udmønte, helt svarede til borgerens forseelse. Men det er kun et spørgsmål om tid, før vores ansatte handler med den rette mængde konsekvens og professionalisme,” fortæller direktøren, der har sendt postbuddet på et par ugers orlov i udlandet.