I et modigt opgør med den antropocentriske teaterforståelse har Mungo Park valgt at opsætte Macbeth med frugt og køkkenredskaber i alle roller.

Scenen er sat på teatret Mungo Park i Kolding. Meget sat. For midt på scenen ligger en Kenwood HB723-stavblender oplyst af et enkelt spot. Blenderen har rollen som den skotske konge Macbeth, hvis utæmmelige magtbegær udløser strømme af blod og til sidst hans eget fald.

“Ville det ikke være bedre, hvis blenderen var tændt, så …?” spørger RokokoPostens udsendte forsigtigt.

“Schhh! Hør nu monologen,” falder formaningen prompte fra teaterdirektør Martin Lyngbo.

Salatgafler er hekse
De næste tre kvarter sidder vi stille og iagttager, hvordan sortklædte sceneassistenter skubber en mellemstor klase bananer (Macduff), tre salatgafler (stykkets profetiske hekse), en frituregryde fra OBH (Lady Macbeth) og andre genstande, man normalt finder i frugtskåle og køkkenskabe, rundt på scenen.

Først da blenderens øverste ligger afmonteret oven på bananklasen, går tæppet ned, og vi får lejlighed til at spørge Martin Lyngbo, hvorfor han har valgt at nyfortolke stykkets scenografi så radikalt.

Handler om fantasi
Direktøren forklarer, at det er for at gøre op med dogmet om, at der skal være mennesker i teaterstykker.

“Vi mener, at publikum er intelligente mennesker, der sagtens kan skelne mellem genstanden og den rolle, som den portrætterer,” forklarer han.

“Det er meget fordomsfuldt at tro, det kræver ansigtsmimik, bevægelse og sprog at formidle en æstetisk oplevelse. Man skal huske, at det hele sker i publikums fantasi,” siger Martin Lyngbo og fortsætter:

“På Shakespeares tid blev alle kvinderoller spillet af mænd, og det gik fint. Så nu mener vi, at tiden langt om længe er moden til helt at droppe mennesker i teaterforestillinger,” siger han.

Sindets teater
Mungo Parks vilje til kompromisløse eksperimenter stopper dog ikke der. Selvom direktøren holder kortene tæt til kroppen, fortæller han, at teatrets næste projekt har arbejdstitlen “Den forestillede forestilling”.

“Det bliver et grænseoverskridende eksperiment, hvor vi helt dropper scene, skuespillere og teaterbygning. I stedet lader vi folk forestille sig teaterstykket hjemme på deres egen sofa i det, vi kalder ‘sindets teater’.”