Foto: Mogens Engelund, Wikiepedia
I virkeligeden er S-R-SF-regeringen en satirisk pratical joke, som skal udstille journalisters godtroenhed. Det afslører den tidligere, radikale partiformand over for RokokoPosten.
Det er en let fnisende Marianne Jelved, der møder RokokoPostens udsendte mandag eftermiddag.
Hun har også noget at more sig over. I næsten halvandet år har hun nemlig stået bag en udførlig, satirisk happening, som skulle afsløre danske journalisters manglende kildekritik og ukritiske videreformidling af selv de mest absurde nyheder.
Et projekt, der lykkedes over al forventning.
En satirisk farce
“Jeg fik ideen, da jeg sad og så et afsnit af den engelske, politiske satireserie Yes Prime Minister. Jeg ville prøve at lave noget lignende på Christiansborg. Altså, en slags satirisk drama med en lidt naiv statsminister i spidsen for en komisk inkompetent regering,” siger hun.
I løbet af kort tid fik Marianne Jelved overtalt en af sine venner, en 46-årig modeskribent og kosmetolog ved navn Helle, til at parodiere en statsminister og udstyrede hende med en forhistorie om en EU-post som alibi, så ingen genkendte hende.
“Det virkede perfekt, da ingen journalist gider tjekke noget, der har med EU at gøre,” fortæller hun.
Sjovt at udtænke
Marianne Jelved har moret sig under hele processen.
“Det har været så sjovt at finde på ting, så regeringen fremstod karikeret og farceagtig. Som for eksempel da Helle skulle besvare alle spørgsmål til et pressemøde med ‘der kommer en god løsning i morgen’, eller da vi lod Ole Sohn blive borgerlig,” siger hun fnisende.
Marianne Jelved tilføjer, at hun dog var forbløffet over, at ingen gennemskuede satiren, da hun lod en socialdemokratisk statsminister give skattelettelser til de rigeste samme uge, som man skar i kontanthjælp og SU.
En humorgudinde
Johanne Schmidt-Nielsen, der også var en del af satireprojektet fortæller, at Marianne Jelved er kendt for sit lune og sin store humoristiske sans.
“Vi plejer vi at kalde Marianne for humorgudinden. Det er utroligt, som hun altid er god for en vovet limerick eller en vits om en rabbiner, en præst og en dialogvillig, ikke-fundamentalistisk imam, der kommer ind på en bar,” fortæller Johanne Schmidt-Nielsen, der selv parodierede en kolerisk og permanent rasende elevrådsforkvinde i Mariannes satiriske event.
