Otteårige Magnus’ far, Nicolai, har låst sig inde på sit hjemmekontor og nægter at komme ud, før Magnus har indrømmet sin fejl.

Før Magnus gik i skole tirsdag morgen, spurgte hans far, Nicolai, flere gange, om Magnus nu var sikker på, at han havde husket sin madpakke. Magnus sagde, at det var han. Men Magnus tog fejl.

Det har udløst en diplomatisk krise i hjemmet i Silkeborg, da Nicolai låste sig inde på sit hjemmekontor efter en diskussion, hvor Magnus nægtede at indrømme, at han skulle have lyttet noget mere til sin far.

Ifølge Magnus’ mor, Christina, har Nicolai befundet sig på kontoret stort set uafbrudt siden tirsdag eftermiddag, hvor diskussionen fandt sted.

“Han har været ude et par gange for at komme på toilettet og få noget at spise, men hans kropssprog har meget tydeligt signaleret, at han ikke ønsker forsoning, før han får sit krav opfyldt.”

Nok bare lidt klogere
Nicolais krav går ganske enkelt ud på, at Magnus skal indrømme, at hans far nok bare er lidt klogere end ham, og at Magnus derfor burde have taget hans spørgsmål mere alvorligt.

Det vil Magnus dog ikke.

“Jeg gider slet ikke diskutere på det niveau,” udtaler han, men tilføjer, at han synes, hans far skal komme ud snart.

“Det er altså svært at synes, at han er klogere end mig, når han bare låser sig inde og surmuler. Hvorfor tror han lige, at det giver mig lyst til at lytte til ham fremover?”

Bestemmer heldigvis selv
Efter flere forgæves forsøg lykkes det RokokoPosten at få en kommentar fra Nicolai, der har sin mobiltelefon med på kontoret.

Han slår fast, at han ikke har tænkt sig at gå på kompromis.

“Og hvad så, hvis Magnus synes, at det er dumt gjort, det her? Jeg er da heldigvis en voksen mand, der selv må bestemme, hvordan jeg opfører mig!”

Han indvilger i at tale med Christina, der forsøger at forklare ham, at Magnus altså kun er otte år, og at Nicolai derfor bør vise lidt storsind over for ham. Det budskab tager Nicolai ikke godt imod.

“Du holder altid med Magnus!” råber han og afbryder opkaldet.

Christina mener dog, at Nicolai nok bliver god igen før eller siden. Indtil da planlægger hun og Magnus at hygge sig og måske tage ud at spise.