Banebrydende, ny forskning viser, at dine indkøbsvaner og dit tøjvalg afslører dybt personlige ting som køn og kulturelle præferencer.

Ved hjælp af en supercomputer og ekstremt komplekse analysemodeller har en gruppe forskere gjort en sensationel opdagelse: De ting, som folk køber, afslører deres æstetiske præferencer og sladrer om, hvad de godt kan lide.

Denne opdagelse kommer i kølvandet på endnu en sensationel opdagelse, hvor videnskabsmænd havde forsket sig frem til, at Facebook-brugeres ‘Synes godt om’-tilkendegivelser fortæller meget om, hvad de synes godt om.

Køber ting de kan lide
Morten Juul er professor ved Center for Konsumerisme- og Personlighedsforskning. Han fortæller, hvad forskerne er kommet frem til:

“Da vi analyserede vores omfattende datasæt, stod det klart, at folks forbrug siger utrolig meget om deres selvopfattelse og personlighed. Det virker som om, mange simpelthen køber ting, som de gerne vil forbindes med og godt kan lide,” forklarer han.

“Vores data viser, at folk, der køber musik af Rasmus Seebach, i overvejende grad godt kan lide at lytte til netop den kunstner. På samme måde vil man fremover vide, at folk, der putter Fifty Shades of Grey i kurven, er rimelig perverse oven i hovederne,” siger Morten Juul.

Tøj afslører køn
Men det stopper ikke ved litteratur eller musiksmag, fremhæver forskeren. For ud over de individuelle præferencer opdagede videnskabsfolkene også, at selv noget så banalt som tøjsmag kan afsløre dybe og private ting som en persons køn.

“Vi fandt en ekstremt høj grad af korrelation mellem kjoler og personer af kvindekøn. Der er enkelte undtagelser, som kræver yderligere forskning, men tendensen er meget udtalt, og der er et sammenfald, som nærmer sig 99 %,” forklarer Morten Juul.

“Dybest set kan man sige, at en persons tøj i nogen grad afslører, hvad de har mellem benene, og det vil de fleste nok finde temmelig grænseoverskridende.”

Morten Juul fortæller, at forskerene er noget bekymrede over disse nye indsigter. De råder derfor folk, som ikke ønsker, at andre mennesker skal kende til deres personlighed og præferencer, til at holde sig inden døre og undgå at købe ting.