De fire medlemmer af RokokoPosten afslører, at de opfandt Star Trek-universet. Desværre har deres evne til at skabe konsistente universer siden svigtet dem. “Det er fordi, vi tager stoffer,” siger de.

Rygter om, at medlemmerne af RokokoPostens redaktion i virkeligheden er dem, som opfandt det omfattende Star Trek-univers, har fået flere læsere til at kritisere den hyppige inkonsistens og mangelfulde viden, som artiklerne somme tider bærer præg af.

Andre læsere har hårdnakket nægtet at tro på rygterne, men de tager fejl.

“Den er god nok,” forsikrer redaktør Marta Sørensen, der i virkeligheden er en ældre amerikansk mand, hvis identitet hun ikke ønsker at afsløre.

“Vi siger ikke, hvem vi i virkeligheden er, men det er helt rigtigt, at vi er dem, der også lavede Star Trek,” fastholder hun.

En af RokokoPostens andre redaktører Mikkel Andersson bekræfter historien, som, han troede, “alle og enhver kendte til”.

“Ærlig talt kommer det bag på mig, at nogen overhovedet har været i tvivl. Vi må virkelig være faldet af på den.”

Pinlig inkonsistens
Han erkender, at det er pinligt, at flere af RokokoPostens historier er logisk inkonsistente, og at der af og til er faktuelle fejl i dem.

“Vi er for eksempel kommet til at kalde Mette Frederiksen for socialminister, og engang fik vi også placeret Slagelse på Østsjælland,” beklager han, men forklarer, at det bare er fordi, redaktionsmedlemmerne tager stoffer.

Annica Carlsen bekræfter, at RokokoPostens redaktion ikke har været clean siden engang i midtfirserne.

“Da vi opfandt Star Trek, var vi superkoncise og sørgede for, at universet havde en sammenhængende intern logik. Nu vil vi hellere sniffe coke, og så er det der med, om det holder, altså ikke så vigtigt.”

Amf eller tyrkfejl
Redaktionsmedlemmerne har dog ikke tænkt sig at holde op med at tage stoffer.

“Vores hjerner bliver aldrig sig selv igen, så det kan ikke svare sig. Det ville nok bare betyde, at vi holdt op med at være sjove,” lyder det fra Marta Sørensen.

Zenia Larsen tilføjer, at stofferne også har en praktisk funktion.

“Jeg kan altså slet ikke stave, hvis jeg ikke tager amf (amfetamin, red.),” siger hun og tilføjer, at man bagefter er nødt til at æde et par Rohypnol (kraftigt beroligende middel, red.) eller ryge lidt heroin for at falde ned igen.