Foto: Erica Firment, Flickr

Foto: Erica Firment, Flickr

Jan Poulsen gættede rigtigt fra start til slut, da han var i biografen med sin date, Helene Jacobsen, der derfor blev meget forelsket i Jan.

På bageste række i en næsten tom sal i biografen Palads i København sidder Jan og Helene. De er på date for anden gang. Første gang fortalte Helene, at hun endnu ikke havde set “De Urørlige”, og da Jan slet ikke havde hørt om den, virkede det oplagt at invitere hende ind for at se den.

Filmen er dårligt kommet i gang, før Jan for første gang afslører sine nærmest synske evner. En ung, sort mand kommer til jobsamtale hos en handicappet mand, men er ikke interesseret i jobbet.

“Det er jo dem, vi så i første scene med biljagten, så han får sikkert jobbet,” siger Jan lavmælt til Helene.

Og ganske rigtigt.

Pletskud efter pletskud
Den unge Driss får tilbudt jobbet som handicaphjælper for den rige Phillipe. Og snart har Jan atter grejet handlingen.

“Se, Driss er vildt modvillig og grænseoverskridende, men jeg tør vædde på, at det lige netop er det, Phillipe savner. Og Driss bliver garanteret også glad for at arbejde for Phillipe, for ellers giver scenen i starten jo ingen mening.”

Helene kigger henført og imponeret på Jan. Og da Driss nægter at udføre den intime handling, som plastikhandsken skal bruges til, spørger hun:

“Tror du, det ender med, at han gør det?”

Jan nikker.

“Bestemt. På et eller andet tidspunkt ser vi en scene, hvor han modstræbende indvilger, og den markerer ligesom overgangen fra et almindeligt ansættelsesforhold til et helt specielt venskab.”

Vil gerne have sex
Efter filmen udtaler Helene, at hun er overbevist om, at hun gerne vil i seng med Jan efter den oplevelse.

“Han fortalte hele tiden, hvad han troede, der skete lige om lidt. Det var som at blive båret på et sølvfad, og jeg følte mig så tryg og uden tvivl, fordi det hele tiden viste sig, at han havde ret,” siger hun begejstret.

Jan har allerede takket ja til en filmaften hjemme hos Helene, som har bedt ham tage en film med, som han har set før, så Jan virkelig kan udlægge plottet for hende på forhånd.

“Mænd, der er så generøse med deres viden, er bare så sexede. Jeg håber, det bliver en actionfilm med masser af special effects, som han kan forklare mig, hvordan de har lavet,” slutter hun.