En newzealandsk maori-diplomat har på sin blog i hånlige vendinger beskrevet sine oplevelser med danske ritualer og religion. Den indfødte krigerprinsesse Marie Krarup kalder det en forhånende krænkelse af oprindelige folks kulturelle rettigheder og identitet.

Tane Parata er en newzealandsk diplomat, der i februar måned var med i den delegation, som besøgte Danmark. I den forbindelse deltog han i en officiel rundvisning, hvor han så eksempler på oprindelig dansk kultur og ritualer.

Det  imponerede dog ikke udsendingen, der har beskrevet sine oplevelser i stærkt kritiske vendinger på sin blog.

Blandt andet fik Tane Parata forevist den kvindelige landshøvdings palads og de krigere, som bevogtede hende.

Komiske krigere
Han var ikke imponeret.

“Deres kampmaling var fuldstændig fraværende. I stedet var de iført meterhøje hatte af død bjørn og uniformer i mærkelige farver, der var ubrugelige som camouflage. Derudover bestod krigernes forsvarsstrategi i at gå rundt i geometriske mønstre, som tilsyneladende skulle afskrække angribere, mens andre krigere spillede noget, der lød som “Twinkle, twinkle, little star” på trommer og trompeter. Det var svært ikke at trække på smilebåndet, når man så dette primitive optog, og hvordan det andægtigt blev beundret af indfødte tilskuere,” skriver Tane Parata.

En voldelig hilsen
Men hvor Tane primært fandt krigerne komiske, var det værre med de indfødtes hilse-ritual.

“I stedet for civiliseret næsekontakt har disse indfødte en sær skik med at befamle hinandens højrehænder som en form for hilsen. Et ritual, der både er uhygiejninsk og stærkt foruroligende, da det ifølge historikere har rod i en voldelig krigerkultur, hvor man med den gensidige håndbeføling demonstrerede, at man var ubevæbnet,” skriver han.

“Det er meget betryggende – og sigende for dette lands civilisationsniveau – at det første venner og bekendte gør, når de mødes, er at signalere, at de ikke vil myrde eller lemlæste hinanden,” skriver Tane Parata ironisk på sin blog.

Blodig religion
De indfødtes religion, hvor tortur og kannibalisme indgår, foruroligede også udsendingen.

“I de indfødtes uciviliserede religion tilbeder de et antikt torturredskab, som de tilsyneladende finder glæde ved at hænge op overalt. Ofte med en stærkt mishandlet mandsperson påmonteret,” skriver han og fortsætter:

“Under et primitivt ritual praktiseres også kultisk kannibalisme, hvor en sortklædt medicinmand angiveligt forvandler kiks til kød fra gudens søn,” skriver Tane.

Krarup: kulturel analfabet
Den indfødte krigerprinsesse Marie Krarup, der er en stærk fortaler for oprindelige danskeres rettigheder, har taget kraftigt til genmæle mod det, hun kalder en forhånelse af indfødte danskere.

“Det er en utrolig kulturel ufølsomhed, som denne etnocentriske diplomat udviser. Tane Parata burde ikke tilsvine komplekse ceremonier og religiøse traditioner, som han tydeligvis ikke forstår. Han gider jo ikke engang sætte sig ind i eller respektere, at disse ritualer har en enorm betydning for mange danskeres selvforståelse og identitet,” siger hun.