Ledende kvindelige sygeplejersker ansætter næsten kun kvinder. Dermed går de veluddannede mandlige sygeplejerskers evner til spilde, påpeger økonom.

Fem kvinder sidder omkring kaffebordet et sted i København. De bestrider ledende stillinger i sundhedsvæsnet, og den yngste, som er afdelingssygeplejerske på Rigshospitalet, står for at skulle ansætte tre nye sygeplejersker.

Ansøgerfeltet er nede på fire, og i dette uformelle forum diskuterer hun beslutningen med sine kolleger.

En af de andre kvinder, der arbejder i den kommunale hjemmepleje, løfter hovedet fra sit Femina-blad:

“Ja, det går nok ikke at vælge Kim …”

“Næ, han ryger sikkert ud,” erkender afdelingssygeplejersken, men uddyber ikke sit valg.

Begrundelsen forbliver usagt og måske endda uerkendt: Kim er en mand, og mænd hører ikke hjemme i sundhedsvæsnet, i hvert fald ikke som sygeplejersker.

Kylle-Pylle-Rylle-effekt
Den ovenstående situation er fiktiv, men realistisk, hvis man skal dømme efter en ny undersøgelse, som økonom og ekspert i sundhedsdiskrepanser Tina Schwidt har foretaget på steder i København, hvor sygeplejersker er ansat.

Her viser det sig, at mænd bliver udsat for stiltiende diskrimination, hvor et netværk af kvindelige ledere, de såkaldte “old girls”, kun modstræbende ansætter sygeplejersker af det modsatte køn.

“Den uformelle udvælgelse sker ikke på grund af et aktivt ønske om at udelukke mænd fra sygeplejen. De kvindelige ledere har bare ikke fantasi til at forestille sig det modsatte køn spille en rolle og tænker måske også ubevidst, at mænd får svært ved at håndtere den kvindelige tone på arbejdspladsen,” fortæller Tina Schwidt, der ikke tøver med at tale om en Kylle-Pylle-Rylle-effekt, hvor ledere automatisk søger ansatte, der kommer i de samme miljøer som dem selv, fx frisørsaloner, kurser i akvarelmaling og Salling-udsalg.

Ifølge Schwidt betyder den strukturelle diskrimination, at det danske sundhedsvæsen går glip af en stor gruppe veluddannede mandlige sygeplejersker. Derfor mener økonomen, at en kvoteordning ville være til gavn for samfundet:

“Op til 10 % af de færdiguddannede sygeplejersker, nemlig mændene, bliver holdt udenfor, fordi en lettere forstokket gruppe ledere ikke kan få øje på deres talent. Det skal der gøres noget ved!”