“Du opfører dig fuldstændig ligesom Hitler,” skrev en tysk jøde i et åbent brev, der blev udgivet kort efter indførelsen af Nürnberglovene. Ordene er tiltænkt Tysklands kansler, Adolf Hitler, der finder sammenligningen smagløs.

Godwins lov siger, at enhver internetdebat uvægerligt vil føre til upassende kommentarer, hvor modstanderen sammenlignes med Hitler og vedkommendes synspunkter sidestilles med nazisme. Også i offentligheden uden for cyberspace har denne lov fundet anvendelse, senest i fredags, hvor en anonym, tysk jøde anklagede Tysklands kansler, Adolf Hitler, for at opføre sig “fuldstændig ligesom Hitler”.

De hårde ord stod i en ulovlig pamflet, der blev uddelt i hele Berlin sent fredag aften.

Anledningen var de netop offentliggjorte Nürnberglove, der blandt andet forhindrer jøder i at gifte sig med ikke-jøder. Ifølge forfatteren til det kritiske brev er tonen i lovene så racistisk, at “det næsten vækker mindelser om den undertrykkende, antisemitiske terminologi, som nazisterne brugte i 1930’ernes Tyskland”.

Forgifter debatten
Brevet fortsætter med at påpege, hvordan Adolf Hitler i lang tid har “forgiftet udlændingedebatten, når han stigmatiserer indvandrere af jødisk afstamning ved at omtale dem som andenrangsmennesker, selvom de er tyske statsborgere og ofte har boet i Tyskland i flere generationer”.

Forfatteren runder af med at opfordre både Hitler og ikke-jødiske tyskere til at tænke sig om, når de omtaler deres semitiske medborgere, så “vi sammen kan arbejde hen mod større tolerance og mangfoldighed”.

Adolf Hitler selv er dybt forarget over brevet og kalder sammenligningen smagløs og upassende.

Gemen propaganda
“Sikke en hadsk og respektløs retorik! Det næste bliver vel, at de sammenligner mig med Antorini (Christine Antorini, fremtidig, dansk minister, red.),” udtaler kansleren og bakkes op af sin presserådgiver, Joseph Goebbels, der kalder pamfletten for “gemen propaganda”.

“Disse såkaldte skribenter har ikke engang modet til at stå offentligt frem og tage debatten om, hvordan Tysklands udlændingepolitik skal se ud i fremtiden. I stedet vælger de at udspy had fra en position af sikker og selvgod anonymitet,” udtaler Goebbels, men indrømmer dog, at sidste uges fængsling og henrettelse af en gruppe samfundskritiske jødiske tyskere kan have haft en afskrækkende effekt.