En ny Ø-vælger er ved et uheld blevet bekendt med partiets politiske visioner, som blandt andet omfatter opløsning af politi, computerdeling og kommunisme. Vælgeren er let chokeret, men regner med, at partiet vil forlade de fleste standpunkter og føre småborgerlig politik, hvis de får magten.

Den 43-årige klubmedarbejder Jørgen Toft bor i Assentoft og stemte ved sidste valg på Socialdemokratiet. Men det er slut nu.

Efter, hvad han opfatter som en række usolidariske reformer og regulære løftebrud fra regeringens side, har Jørgen besluttet sig for, at hans stemme ved et kommende valg går til Enhedslisten. Jørgen mener, at det nu er det eneste parti, der tager fællesskabet og omsorgen for de svageste alvorligt.

Skal dele vaskemaskine
Imidlertid fik han sig noget af et chok, da han ved et tilfælde kom til at læse Enhedslistens partiprogram, som tilfældigt dukkede op i forbindelse med en google-søgning efter numre med bandet Røde Mor.

Her opdagede han nemlig, at Enhedslisten kræver en kommunistisk revolution gennemført med henblik på at skabe et klasseløst samfund. Desuden går partiet ind for, at børsen skal lukkes, at politi og militær skal opløses, og at befolkningen skal deles om ting som computere og vaskemaskiner.

Ingen af delene støtter Jørgen umiddelbart op om. Særligt føler han ingen trang til at dele sin bærbare computer med andre.

Magt gør borgerlig
Selvom Jørgen Toft godt kan se det uheldige i at stemme på et parti, hvis visioner han er uenig i, så regner han alligevel med, at hans stemme går til Enhedslisten.

“Sidst jeg stemte på nogen, som jeg var enig med, så endte det med, at de førte den modsatte politik af den, de blev valgt på. Jeg mener, Socialdemokraterne talte også om alt muligt med solidaritet, betalingsring, højere beskatning af de rige og virksomhederne samt og afgift på usunde ting. Men se bare på hvordan det gik, da de kom til magten,” siger han tydeligt desillusioneret.

“Af samme grund tænker jeg, at hvis jeg nu stemmer på nogen, som hævder at ville føre en ekstremt marxistisk politik, så ender det sandsynligvis med, at de i praksis vil føre noget, som ligner det, de konservatives venstrefløj står for. Og det vil jo alt andet lige være en væsentlig mere venstreorienteret linje, end hvad den nuværende regering formår,” fortæller Jørgen Toft.