Foto: igoghost, Freeimages.com

Foto: igoghost, Freeimages.com

Efter en dag på skolebænken erkender elever, at de faktisk bedre kunne lide at holde fri og ikke have lektier for. De kræver derfor flere lockouter snarest.

Gennem hele lockouten har danske medier dagligt bragt chokerende historier om, hvor traumatiserende det var for danske skoleelever at undvære den daglige undervisning.

RokokoPosten kan imidlertid afsløre, at historierne ikke gav et sandt billede af, hvordan hovedparten af landets elever opfattede konflikten.

Mange børn og unge var nemlig rigtig godt tilfredse med at holde fri og undgå skolegang i de fire uger, som striden mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening varede.

Megasejt at holde fri
Morten Bjerregård er 12 år gammel og går i 5. klasse på Tjørnegårdsskolen i Gentofte. Han er en af dem, der i de foregående fire uger har måttet undvære undervisning.

Og Morten har en indrømmelse: Han har nydt den ikke-skemalagte fritid.

Meget.

“Selvom det var hårdt at se mine lærere græde på DR1’s Aftenshowet og løbe bort med cirkus, synes jeg, det var megasejt ikke at skulle i skole. Der var ingen kedelige timer, og jeg kunne lave det, jeg havde lyst til, i stedet for nederen lektier,” forklarer han.

Savnede ikke skolen
Elever som Morten Bjerregård er der mange af.

En nystiftet forening, der kalder sig “Almindelige børn for mindre skole”, har udsendt en pressemeddelelse, hvor de blandt andet skriver:

“Vi har nu været i skole én dag, siden lockouten sluttede, og vi erklærer på den baggrund, at vi faktisk hellere vil have fri. Hvis politikere og forældre virkelig er så bekymrede for vores velfærd, opfordrer vi dem til at tage vores krav om mere fritid alvorligt.”

Kræver flere lockouter
Foreningen erklærer dernæst, at den vil arbejde for flere lockouter til gavn og glæde for danske børn og slutter pressemeddelelsen således:

“Flere talspersoner for elevorganisationer, der arbejder for en fremtid inden for venstreorienterede ungdomspartier, hævder, at eleverne gerne vil tilbage i skole. Det må vi imidlertid på det kraftigste afvise. Langt hovedparten af danske elever vil hellere være på Facebook, se DR Ultra eller, for de ældste klassetrins vedkommende, lære, hvordan man ryger hash.”