Tre mennesker mistede livet, da et kortsluttet e-cigaretbatteri forårsagede brand i en hel opgang på Amager. Det må være bevis nok for, at de er farlige, mener regeringspartiernes sundhedsordførere, der bakkes op af Kræftens Bekæmpelse.

En omfattende brand i en opgang på Amager kostede i sidste uge tre mennesker livet. Nu viser tekniske undersøgelser, at branden skyldtes et kortsluttet batteri, som en e-cigaretryger havde sat til opladning.

Hidtil har det ikke været muligt endegyldigt at påvise, at e-cigaretterne er farlige nok til, at de skal forbydes. Men når kortslutning i et tilsyneladende uskyldigt batteri kan skabe en brand, der slår tre mennesker ihjel, er der ikke længere noget at rafle om.

Det mener SF’s sundhedsordfører, Jonas Dahl, der bakkes op af ordførerkollegerne Camilla Hersom (R) og Flemming Møller Mortensen (S).

“Jeg er selvfølgelig ikke glad for, at tre mennesker er blevet dræbt, men det er godt, at vi nu ved, at e-cigaretter kan dræbe, selvom vi stadig er usikre på, om de er kræftfremkaldende,” udtaler Camilla Hersom.

Død værre end kræft
Hos Kræftens Bekæmpelse ser man positivt på udsigten til et totalforbud mod e-cigaretterne.

“Sagen ville selvfølgelig være mere relevant for os, hvis der var konstateret kræft som følge af brugen, men død er jo værre end kræft, og da vi i forvejen er modstandere af e-cigaretterne, bakker vi selvfølgelig op,” lyder det fra PR-medarbejder Otto Svendsen.

Når kravet er totalforbud og ikke bare indordning under rygeloven, skyldes det ifølge Flemming Møller Mortensen, at opladning nødvendigvis må foregå indendørs og i brandfarlige omgivelser.

“Det problem kan rygeloven jo ikke løse.”

Også ulykker i udlandet
Sundhedsminister, Astrid Krag (SF), mener dog, at der stadig mangler viden, og at en lignende kortslutning kunne ske i noget ikke-sundhedsskadeligt.

Det frustrerer partifællen Jonas Dahl, der svarer igen ved at henvise til cases fra udlandet, hvor e-cigaretterne har forårsaget ulykker.

“Sidste år mistede en belgisk bilist førligheden, da han kørte galt, fordi han greb efter sin e-cigaret i tasken under kørslen. Og i Hong Kong fik en kvinde slået flere tænder ud, da hun faldt, mens hun røg på en.”

Sundhedsordførerne vil snarest fremlægge et forslag om totalforbud og har blandt andet rustet sig med billeddokumentation fra de nævnte sager.