En udspekuleret virus. Sådan forklarer et kærestepar fra Valby de mange adresser til pornosites, som blev fundet i historikken på mandens computer.

Mandag eftermiddag hører den 28-årige lærer Pia Skovgaard et indslag i radioen om et sjovt videoklip på YouTube, hvor to mænd demonstrerer, hvordan forskellige dyrearter spiser.

Da Pias egen computer er til reparation, spørger hun sin kæreste, den ligeledes 28-årige lærer Michael Thomsen, om hun må låne hans.

Det må hun gerne.

Browser foreslog YouPorn
Men da Pia indtaster adressen til YouTube, opdager hun noget chokerende.

“Altså … browseren foreslår, at jeg går ind på adressen youporn.com i stedet for youtube.com,” siger hun.

Pia fortæller, at selvom hun ikke er nogen computerhaj, så ved hun, at det normalt er udtryk for, at den side er blevet besøgt tidligere.

Men af hvem?

En ting er de enige om: Det er ikke nogen af dem. Pia har ikke tidligere brugt den pc, og Michael kan det heller ikke være, forklarer Pia.

Michael: foragter porno
“Michael forsikrede mig allerede tidligt i vores forhold om, at han foragter porno og slet ikke tænder på det,” siger hun.

Det kan Michael Thomsen bekræfte.

“Jeg kan simpelthen ikke forstå, at nogen får noget som helst ud af at se Barbie-lignende silikonedukker fra Los Angeles’ pornoindustri blive talt beskidt til, få endefulde eller blive udsat for let bondage og den slags.”

Mange links til S/M
Mange af videoerne i browserhistorikken viser dominans og mild sadomasochisme. Netop det er noget, som Pia ved, at Michael ser på med særlig stor afsky.

“Han hader den slags så meget, at han nærmest insisterede på, at jeg burde læse Fifty Shades of Grey, fordi den – som han sagde – var enormt vammel på en komisk og stereotypt kvindenedgørende måde. Michael mente, at jeg som feminist burde sætte mig ind i den slags, så jeg bedre kunne bekæmpe det,” forklarer Pia.

Virus gjorde det
Da parret derfor med sikkerhed kan fastslå, at ingen af de to har besøgt de nævnte sider, er de kommet frem til, at de har været ofre for en ondartet computervirus.

Michael fortæller da også, at flere unavngivne bekendte med mange års erfaring med it og internet har sagt, at lige netop denne type virus er et stort problem, der rammer ikke-pornoseende computerbrugere “rigtig tit”.