Foto: Bundesarchiv

Foto: Bundesarchiv

Den afdøde diktator Adolf Hitler forsøger i et eksklusivt interview at bortforklare begivenhederne mellem 1933 og 1945 som en arbejdsløs kunstners “satiriske happening”.

“Altså, det var jo ikke for alvor … Jeg havde virkelig ikke troet, at det ville komme så vidt.”

Ordene kommer lidt usikkert fra den afdøde rigskansler Adolf Hitler, som endnu en gang har sat RokokoPostens efterlivskorrespondent stævne i den underverden, hvor diktatoren tilbringer evigheden i konstant og velfortjent pine.

Anledningen til interviewet er, at den afdøde nazileder påstår, at Anden Verdenskrig i virkeligheden var en kunsthappening, der gik frygtelig galt.

Var arbejdsløs kunstner
“Jeg var arbejdsløs kunstner, ikke? Alle ved, hvor svært det er at blive opdaget inden for den branche, hvis man ikke laver noget provokerende og helt vildt grænseoverskridende,” forklarer han og henviser til Marcel Duchamp og Bjørn Nørgaard.

Derfor siger ekskansleren, at han skrev en usammenhængende bog, hvor han samlede al den bizarre racetænkning samt alle de konspirationsteorier og idiotiske indfald, som han kunne finde i en temmelig politisk ekstrem samtid.

“Det var en kombination af en masse outrerede og provokerende ting, som jeg så kaldte kunst. Lidt ligesom Kristian von Hornsleth. Altså, bare med flere tanks,” forklarer Hitler eftertænksomt.

Den døde fører hævder, at grunden til, at han ikke stoppede den påståede kunsthappening, inden det kom til en verdenskrig, er, at han blev grebet af stemningen.

Fint med verdensfordærv
I lyset af, hvordan Marianne Jelved og flere medlemmer af Dansk Folkeparti har forsøgt at bortforklare kontroversielle udsagn om alt fra synet på lærerkonflikten, maorier, homoseksuelle og selv regeringen med, at der “var tale om satire”, er RokokoPostens udsendte imidlertid skeptisk. Kan der være tale om en snedigt udtænkt list, der skal rette op på den forhadte tyrans eftermæle?

RokokoPosten spørger derfor, om diktatoren virkelig slet ikke hadede socialister og jøder.

”Ih nej,” forsikrer Hitler.

“Jeg synes skam, det er fint, at disse degenererede verdensfordærvere har tvunget den tyske race i knæ og trælbundet den ariske ånd gennem årtusinderne,” erklærer han med et næsten ikke anstrengt smil.